Over 1400 omkommet i Sydøstlige Asien

Oversvømmelser i det sydøstlige Asien har kostet over 1400 mennesker livet og gjort millioner af andre hjemløse.

Oversvømmelser i forbindelse med monsunregn i det sydøstlige Asien har kostet over 1400 mennesker livet, mens over 25 millioner mennesker er strandet eller gjort hjemløse i oversvømmede områder i Indien, Bangladesh og Nepal.

Antallet af omkomne oversteg sent fredag 1100 i Indien alene, oplyste FN's børnenødhjælpsorganisation, UNICEF.

Monsunen, der varer fra juni til september, forårsager jævnligt oversvømmelser i det sydøstlige Asien, men de har i år været nogle af de værste.

Myndighederne i Bangladesh siger, at situationen i år synes værre end oversvømmelserne i 2004, hvor 38 pct. af landet blev dækket af vand.

- I de seneste 15 dage er vandstanden i alle større floder steget til over fareniveauet, og vandet fra dem har allerede oversvømmet over 40 pct. af landets samlede areal, sagde Saiful Hossain fra Bangladeshs særlige overvågningsorgan for oversvømmelser.

/ritzau/