Over 130 frygtes omkommet i forlis ud for Djibouti

To både med migranter er tirsdag kæntret i hård søgang ud for Afrikas Horn. Fem personer er fundet omkommet.

Addis Ababa. Fem personer er omkommet, og omkring 130 savnes, efter at to både med migranter tirsdag er forlist i farvandet ud for Djibouti i det østlige Afrika.

Det oplyser FN's organisation for migration, IOM.

De savnede personer menes at have været om bord på to både, som tirsdag kæntrede, cirka en halv time efter at de var stævnet ud.

Øjenvidner fortæller, at store bølger fik de overfyldte både til at tippe rundt. Lokalt politi har fundet fem omkomne personer og fortsætter eftersøgningen, skriver nyhedsbureauet AP.

Redningsmandskab har desuden fundet en 18-årig mand i live. Han har ifølge AFP oplyst, at der var cirka 130 personer i den båd, han kom med. Han har ingen idé om antallet af personer på det andet forliste fartøj.

Djibouti er de seneste år blevet et populært transitpunkt for migranter fra landene ved Afrikas Horn, som med båd forsøger at komme frem til Den Arabiske Halvø i håb om at finde arbejde.

De to fartøjer, som tirsdag kæntrede, sejlede ud fra regionen Obock.

IOM har medarbejdere i Obock, som forsøger at hjælpe flygtninge fra det krigshærgede Yemen, der ligger på den anden side af strædet Bab el-Mandeb.

Som noget helt usædvanligt er Obock dermed både mål og udrejsested for migranter og flygtninge.

Selv om Yemen er ramt af en enorm humanitær krise, ankom der i 2017 omkring 100.000 migranter til landet, skriver AFP.

Siden 2012 er antallet af migranter, der ankommer til Yemen, steget ifølge IOM.

Antallet toppede i 2016, da over 117.000 ankom til Yemen.

Hovedparten tager turen til fods ved at krydse ørkener i det østlige Etiopien, Djibouti og det nordlige Somalia.

Men når de kommer frem til Yemen, risikerer de ifølge IOM at blive udsat for tortur, afpresning, seksuel udnyttelse eller tvangsarbejde.

At tage søvejen via Bab el-Mandeb-strædet har flere gange vist sig at være med livet som indsats, skriver AFP.

/ritzau/