Otte millioner unge uden job i EU

Arbejdsløsheden blandt unge i Europa nærmer sig rekord fra firserne, viser ny opgørelse. Situationen kan skade væksten i fremtiden, lyder det fra eksperter.

Et rekordstort antal af den europæiske ungdom er uden arbejde. Fold sammen
Læs mere
Foto: ANGELOS TZORTZINIS
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Ungdomsarbejdsløsheden blandt unge europæere nærmer sig et historisk højt niveau. I øjeblikket er knap 17 procent svarende til otte en halv million af alle unge EU-borgere mellem 15 og 29 år arbejdsløse, viser en analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd på baggrund af tal fra Eurostat, EUs statistiske kontor.

Det er den højeste ledighedsprocent, der er målt i de 27 EU-lande siden år 2000, hvortil data går tilbage og er tæt på rekorden på godt 18 procent, som blev sat i 1987 og 1994 i de daværende EF-lande.

Lars Andersen, direktør i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd kalder situationen meget alvorlig.

»Det er en slem situation for de unge, fordi de kommer bagud fra start og kan have svært ved at kæmpe sig tilbage på arbejdsmarkedet. Samtidig trækker den høje arbejdsløshed spor ud i fremtiden og kan koste vækst i hele Europa,« siger han.

Professor og forskningschef i Rockwool Fondens Forskningsenhed Torben Tranæs understreger, at situationen i Europa »bestemt er alvorlig.«

»Men situationen bliver mindre alvorlig, hvis vi bruger den til at sende flere unge i uddannelse. Vi kan ikke tale om en tabt generation overhovedet,« siger han og understreger, at det største problem på længere sigt er, at arbejdsløsheden kan føre til mere kriminalitet blandt unge og have langtidseffekter for velfærden.

Beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S) har ikke svaret på Berlingskes henvendelse. Men den radikale arbejdsmarkedsordfører, Nadeem Farooq, kalder situationen for Europas unge uholdbar.

»Vi skal poste flere ressourcer i at bekæmpe ungdomsarbejdsløsheden med særligt tilrettelagte programmer, der får flere unge ind på arbejdsmarkedet. Vi skal skaffe flere praktikpladser, vi skal sparke døren op til de små og mellemstore virksomheder, og vi skal få de unge til at tænke mere bredt i deres jobsøgning. Ellers risikerer vi at gentage vores fatale fejl fra 1980erne, hvor vi tabte en hel generation på gulvet, fordi der intet blev gjort,« siger han.

Danmark er dog blandt de EU-lande, der har den laveste arbejdsløshed blandt unge med godt 13 procent efter bl.a. Holland, Tyskland og Østrig.

Tal fra Arbejdsmarkedsstyrelsen viser, at omkring 100.000 danske unge under 30 år i dag er på offentlig forsørgelse. Det er en stigning på 27.000 personer siden 2007.