Otte anholdt i Vietnam i sag om 39 døde i lastbil

Arkivfoto. Fold sammen
Læs mere
Foto: VICKIE FLORES

Politiet i Vietnam har anholdt otte personer i en sag om 39 mennesker, der blev fundet døde i en lastbil i Storbritannien den 23. oktober.

Det oplyser Vietnams statslige nyhedsbureau, VNA.

»Baseret på vores oplysninger om de mistænkte så vil vi sætte gang i efterforskninger, der skal udrydde de her grupper, der på ulovlig vis bringer folk til Storbritannien,« siger Nguyen Huu Cau, politichef i Nghe An-provinsen.

To andre personer blev anholdt i Vietnam fredag.

De 39 lig blev fundet i en lastbil i Essex-området, og den uhyggelige sag har sat fokus på den menneskesmugling, der foregår til Storbritannien.

I første omgang mente politiet, at de omkomne var kinesere.

Efterfølgende er teorien dog skiftet, så politiet nu mener, at der er tale om vietnamesiske statsborgere. Sådan lød det i en pressemeddelelse fredag.

»Vi er i øjeblikket i direkte kontakt med en række familier i Vietnam og i Storbritannien. Vi tror, at vi har identificeret familierne til nogle af de ofre, hvis rejse endte tragisk på vores kyst,« meddelte politiet.

To personer er i Storbritannien blevet tiltalt i sagen.

23-årige Eamon Harrison blev ved et retsmøde i Dublin fredag anklaget for uagtsomt manddrab, for menneskesmugling og for at have modarbejdet politiet.

Han menes at have kørt lastbilens trailer til Zeebrugge i Belgien, før den senere blev hentet tilbage til Storbritannien.

Mandag blev lastbilens chauffør, den 25-årige Maurice Robinson, der kørte bilen til det sted i Essex, hvor den blev fundet, fremstillet i retten.

Han er blevet tiltalt for blandt andet uagtsomt manddrab, hvidvask af penge og hjælp til menneskesmugling.

Myndighederne har samlet dna-materiale fra familier i provinserne Nghe An og Ha Tinh, hvor flere af de formodede ofre menes at være fra.

Provinserne ligger i det nordcentrale Vietnam.

/ritzau/Reuters