Oscar er hvid, gammel – og det handler om at overleve

Skuespilleren Will Smith boykotter Oscar, og hans kollega Ian McKellen kritiserer Oscar. Filmindustrien er gjort af halvgamle hvide mænd og deres smag – og det gør Hollywood irrelevant.

Oscar Dumbledore (Michael Gambon) . Fotocollage: Grethe NIelsen/Scanpix
Læs mere
Fold sammen

SANTA FE: Oscar har altid været filmindustriens bedre jeg.

Det var ham, som industrien gerne ville være, når den så sig selv i spejlet.

Tag vinderne af bedste film i de senere år: »Birdman«, »12 Years a Slave«, »Argo« og »The Artist«. Det var ikke de film, som de fleste publikummer så, det var ikke de film, som tjente de fleste penge, og det var ikke de film, som de fleste i industrien kerede sig om. Men det var de film, som industrien gerne ville lade sig kendetegne ved.

Oscar gjorde industrien lidt mere sjælfuld og lidt mindre kalkuleret, end industrien i virkeligheden er.

Derfor er den nuværende furore omkring Oscar så katastrofal. Stjerner som Will Smith boykotter prisuddelingen, og andre stjerner som Ian McKellen siger, at prisuddelingen er så skæv, at den er irrelevant, og alt sammen er det med til at ødelægge den potemkin-kulisse, som Oscar er. Og det afslører filmindustrien for, hvad den i virkeligheden er: Hvid, mand og halvgammel.

 

»Gud-kompleks«

For det er virkeligheden bag de gode hensigter, som Oscar-priserne forsøger at repræsentere.

Et godt eksempel er de 305 film, der i år var i betragtning som årets film, og som redaktør Tim Gray fra Variety skriver, at hvis filmene skulle reflektere virkeligheden uden for industrien, »skulle flere end 150 af dem have været instrueret af kvinder, 45 af sorte, 50 af latinoer og en snes af dem skulle have været instruerede af asiatisk-amerikanere, bøsser og transkønnede, handicappede og medlemmer af andre minoriteter«. Men det er de naturligvis ikke. De 305 film er næsten alle instruerede af hvide, halvgamle mænd.

Filmakademiet kan repræsentere en anden målestok. Akademiet bestemmer, hvem der skal have priserne, og det består af 6.000 repræsentanter for industrien – og burde være repræsentativt for samfundet som sådan. Men er det ikke, viser en opgørelse i Los Angeles Times. 94 procent af medlemmerne er hvide, 77 pct. mænd og 54 pct. er over 60 år.

 

Og med sådan en forudsigelighed i demografien er det ikke underligt, at filmene også forbliver forholdsvis forudsigelige. I 2015 tjente Hollywood sine penge på film som »Furious 7«, »The Avengers«, »Mission: Impossible«, »Pitch Perfect 2« og »Spectre«, og ifølge en undersøgelse i Hollywood Reporter ser et forbløffende stort antal af akademimedlemmerne ikke de tungere film. Ti pct. af dem havde f.eks. ikke i fjor set »Selma« om den sorte borgerretsbevægelse, og en anden undersøgelse i Hollywood Reporter afslørede deres meget konventionelle filmsyn. Mediet interviewede medlemmer af akademiet, og flere af dem lagde afstand til, hvad de kaldte sorte film.

»Jeg vil ikke stemme på en sort film, bare fordi den er sort,« sagde én, og en anden fortalte, at han var forarget over sorte skuespillere, som støttede protestaktioner mod politivold. Akademimedlemmerne kunne også bedst lide, at filmene var runde og glade. I interview følte flere af dem sig frastødte af ubehagelige emner som seksuelt misbrug og hustruvold, de ville have »underholdning«, og de ville ikke stemme på en dokumentarfilm om Edward Snowden, fordi »han er irriterende og har et Gud-kompleks«.

Bøsser

Så filmakademiet kan gøre sit bedste for at vælge film, som udtrykker industriens bedste jeg – det klogere og mere kulturelle jeg – men selv deres bedste jeg har nu engang de fordomme, som halvgamle hvide mænd med et konventionelt filmsyn har.

Og det er de fordomme, som ifølge kritikerne udtrykker sig ved, at der i år for andet år i træk ikke er nomineret en eneste sort skuespiller i skuespillerkategorierne. Eller at »en åbent homoseksuel skuespiller aldrig har vundet en Oscar«, som Ian McKellen siger til Guardian. De heteroseksuelle skuespillere Tom Hanks, Philip Seymour Hoffman og Sean Penn har alle vundet en Oscar for at spille homoseksuelle mænd. »Hvor smart, hvor smart. Hvorfor ikke give mig en Oscar for at spille en heteroseksuel mand,« spurgte den homoseksuelle McKellen, som bl.a. har været nomineret for at spille Gandalf i »Ringenes Herre«.

Med sin nuværende sammensætning og sin skævhed er filmakademiet uegnet til formålet, som han siger til avisen. »Hvis du er en sort eller latino skuespiller i Californien, hvor hvide nu udgør et mindretal, og du bliver bedømt af et filmakademi, hvor det overvældende flertal er hvide, mænd og midaldrende eller gamle – så er der et misforhold.«

Men det er for såvidt ikke noget nyt – så hvorfor den store ballade om Oscars skævhed lige nu?

Så længe den store offentlighed kunne se sig selv i industriens og akademiets fordomme, så længe kun få protesterede over den skævhed, som den repræsenterede, udeblev det store drama. Men nu er kløften tilsyneladende blevet for stor. Nu er den store og mangefacetterede offentlighed kørt fra industrien og den prisuddeling, som skulle udtrykke industriens bedre jeg – og den regnbuefarvede offentlighed kan ikke længere se sig selv og sine aspirationer i filmene.

Og så har vi balladen, og det forklarer også, hvorfor ledelsen af prisuddelingen har reageret så dramatisk på furoren bl.a. ved at vedtage at tage stemmeretten fra pensionerede akademimedlemmer og rekruttere kvinder og minoriteter til akademiet. For film er drømme, og hvis drømmeindustrien ikke længere repræsenterer aspirationerne hos det brede publikum, så er film ikke andet end en hvilken som helst anden enhed i brutto­nationalproduktet og lige så irrelevant.

Det er, hvad striden handler om. Ikke hvide mod sorte, kvinder mod mænd og lige mod skæve. Men filmindustriens relevans og – i sidste ende – overlevelse.