Ortodoks leders indsættelse udløser protester i Montenegro

Indsættelsen af en ny leder af den serbisk-ortodokse kirke i Montenegro søndag har øget de etniske spændinger.

Demonstranter blokerede lørdag alle indfaldsveje til Cetinje i en protest mod indsættelsen af den nye leder af den serbisk-ortodokse kirke i Montenegro søndag. Stevo Vasiljevic/Reuters Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Forud for indsættelsen af en ny ærkebiskop i den serbisk-ortodokse kirke i Montenegro søndag stødte demonstranter og politibetjente lørdag sammen i byen Cetinje i den sydlige del af det lille balkanland.

Hundredvis af demonstranter tvang sig forbi politiets afspærringer i udkanten af Cetinje, hvorefter de blokerede for adgangen til den historiske by, der engang var landets hovedstad.

»Dette er ikke Serbien« og »Længe leve Montenegro«, råbte demonstranterne på den hovedvej, der forbinder Cetinje og hovedstaden Podgorica.

Det skriver nyhedsbureauet AFP.

Lørdag aften var alle veje ind til Cetinje blokeret.

Politi og specialstyrker blev indsat omkring selve klostret, hvor indsættelsen skal finde sted, men greb ikke yderligere ind.

Indsættelsen af den nye religiøse leder, 62-årige Joanikije II, der skal foregå søndag, har forværret de etniske spændinger i landet.

Den tidligere jugoslaviske republik Montenegro var den sidste til at erklære uafhængighed. Det skete i juni 2006 fra Serbien.

Næsten 72 procent af Montenegros omkring 630.000 indbyggere regnes for at være ortodokse. Etniske serbere udgør 29 procent af befolkningen.

Den serbisk-ortodokse kirke er den største religiøse institution i Montenegro, men har været i konflikt med præsident Milo Djukanovic.

Han hævder, at kirken forsøger at undergrave Montenegros uafhængighed og bringe landet tilbage under serbisk kontrol.

Præsidenten har opfordret demonstranter til at afbryde søndagens ceremoni.

»Vi er på barrikaderne i dag, fordi vi er trætte af, at Beograd (hovedstad i Serbien, red.) fornægter vores land og fortæller os, hvilke religiøse rettigheder vi har krav på,« siger en demonstrant ved navn Andjela Ivanovic til nyhedsbureauet Reuters.

/ritzau/