Orkanen Sarah

Hun var medlem af et radikalt løsrivelsesparti, hun er dybt involveret i en sag om magtmisbrug, hendes 17-årige datter er gravid, og McCain tjekkede ikke Sarah Palin, før end han valgte hende som vicepræsidentkandidat. Hvad siger det om ham som præsident?

Sarah Palin, guvernøren fra Alaska, var ikke John McCains førstevalg som vicepræsidentkandidat, men valget blev truffet sidste torsdag – uden at hendes baggrund var blevet tjekket til bunds. Det er man i gang med nu, og skeletterne vælter ud af skabet. Fold sammen
Læs mere
Foto: Mark Lyons/EPA
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

SANTA FE: Gustav var ingenting, han var i mere end én forstand det rene vand ved siden af en anden orkan, som i øjeblikket rammer Republikanerne.

Orkanen Sarah.

Nye afsløringer om partiets vicepræsidentkandidat synes at lande mellem hvert øjenblink, og de fleste af afsløringerne hører til den slags, som underminerer både hende og – endnu værre for partiet – John McCain.

»Hvor seriøs er McCain som præsidentkandidat, når han vælger en sådan novice,« spørger således den konservative kommentator David Frum. »Jeg må erkende, at jeg sidder tilbage med en tiltagende følelse af tvivl.«

»Vi krydser bare fingre for, at der ikke er mere snavs,« siger en anden republikansk topfigur til Los Angeles Times, og den uafhængige analytiker Ben Smith drager en parallel til Thomas Eagleton, den demokratiske vicepræsidentkandidat, som i 1972 blev tvunget til at trække sig.

»Det er den sammenligning, som alle taler om,« skriver han i Politico.

McCains soulmate
Hvilken forskel nogle få dage kan gøre.

Da John McCain i fredags stod frem og offentliggjorde sit vicepræsidentvalg, tog han hele sendefladen og ændrede øjeblikkeligt dynamikken i valgkampen. Det var dagen efter Obamas store tale på det demokratiske konvent – en tale som selv den primalkonservative Pat Buchanan kaldte »den bedste konventtale nogensinde« – og normalt ville Obama også eje dagene derpå, men valget af guvernør Sarah Palin fejede ham til side.

McCain præsenterede Palin som sin – som han sagde – »soul mate«, en enegænger fra Alaska, der kæmpede mod korruption og status quo, og forinden havde McCains folk redigeret Palins side på web-leksikonnet Wikipedia, så alle de inspirerende personlige detaljer sprang i øjnene:

At hun som basketballspiller gik under navnet »Sarah Barracuda«, at hun elskede at gå på elg-jagt, at hun havde fem børn, og en mand, der havde sat verdensrekord i et snescooter-ræs, at hun i april i år – som 43-årig – var blevet mor til en søn med Downs syndrom, og at hun gik på arbejde tre dage efter fødslen.

Så begejstrede var de republikanske græsrødder, at McCain på et døgn bøssede syv mio. dollar ind.

Det var dengang.

Palin-gate
Siden har amerikanerne fundet ud af, at der er mere – meget mere – i historien, og Palin har fået den tvivlsomme ære af at få føjet et »–gate« til sit navn.

I begyndelsen var mange af afsløringerne mere kuriøse end egentligt problematiske. Palin havde tidligere på året sagt, at hun ikke anede, hvad en vicepræsident bestiller, og under en radioudsendelse grinede hun bare, mens tæskeholdsværterne kaldte en af hendes politiske rivaler for »en kælling« og »en kræftknude«.

Men snart begyndte afsløringerne at få en mere alvorlig kant. Hun var helt uprøvet og tilsyneladende uinteresseret i udenrigspolitik, midt under forrige års eskalation i Irak sagde hun f.eks. i et interview, at hun »ikke rigtigt fulgte med i udviklingen i Irak«, for hun havde så travlt med at være guvernør i Alaska. Det kom også frem, at en parlamentsundersøgelse af hendes påståede embedsmisbrug var mere omfattende end antaget. Hun havde beordret statens politichef til at fyre en betjent, der var hendes eks-svoger, og som hun havde et horn i siden på. Politichefen nægtede at efterkomme en ulovlig ordre, sagde han, og derefter fyrede Palin ham.

Hun står nu over for afhøringer med en sigtets rettigheder, og i går hyrede hun en stjerneadvokat til at redde sit skind.

Hendes ry som ukorrupt paladsstormer overlevede heller ikke weekenden.

Under præsentationen i fredags pralede hun ellers af, at hun havde sagt nej til et omdiskuteret projekt – »the bridge to nowhere«. Alaskas senatorer i Washington havde fikset forbundsbudgettet, så de amerikanske skatteydere skulle betale over 300 mio. dollar til en bro til en håndfuld øboere i Alaska, men »jeg rejste til Washington og sagde nej tak,« sagde Palin. I virkeligheden var hun for bro-projektet, og hun arbejdede hårdt for at få skatteyderpengene. Både i sin tid som borgmester i en lille by og som guvernør har hun været en ekspert i at vride skatteyderpenge ud af Washington, blev det afsløret.

McCain fremhævede fredag, at hun kæmpede imod Alaskas korruptionssigtede seniorsenator, republikaneren Ted Stevens, men i går kom det frem, at hun i virkeligheden var formand for en af hans politiske komiteer.

Gravid og ugift datter
Dermed var bægeret ved at være fuldt.

Men gårsdagen aften bød på nye overraskelser. Først skrev flere medier, at Palin midt i 1990erne havde støttet Alaskas Uafhængighedsparti, et radikalt parti, som vil løsrive Alaska fra det USA, som hun nu vil være vicepræsident for. Og derefter bekræftede McCain-kampagnen, at Palins 17-årige, ugifte datter var gravid.

Især den sidste afsløring fik i går medierne til at gå til biddet. Tabloidaviserne fandt frem til faderen – en ishockeybisse, som på sin internetside kalder sig selv for en »redneck« og strør om sig med den slags ord, der begynder med »f« og »s«, og truer folk, der krydser ham, med »en røvfuld«. Andre aviser bed mærke i, at den højrereligiøse Palin er en tilhænger af udelukkende at undervise skoleelever i seksuel afholdenhed og imod at tale med dem om sex, og som kommentatoren Ruth Marcus skriver i Washington Post: »Det er tydeligvis nemmere at tale om seksuel afholdenhed end at praktisere afholdenhed.«

Ikke McCains førstevalg
Eneste trøst for republikanerne er, at amerikanerne til november ikke først og fremmest vælger en vicepræsident, de vælger en præsident, og andre præsidenter er blevet valgt med tvivlsomme kandidater i sidevognen. Bl.a. Nixon med Spiro Agnew i 1968 og Bush senior med Dan Quayle i 1988.

Så problemet med Palin er i sig selv ikke Palin; det er mere, hvad valget af Sarah Palin siger om den mand, der valgte hende – om John McCain.

Den tidligere toprepublikaner Joe Scarborough sagde i går, at McCain efter hans oplysninger var forhippet på at få den tidligere demokratiske vicepræsidentkandidat Joe Lieberman som sin andenmand; indtil for en uge siden holdt han fast i Lieberman og kun Lieberman – men hans nærmeste rådgivere fortalte ham, at partigræsrødderne simpelt hen ville spidse høtyvene og gøre oprør mod Lieberman. McCain bøjede af og begyndte at se sig om efter et tilsvarende uortodokst valg. Torsdag talte han for første gang med Palin, torsdag valgte han hende, og fredag stod de så frem på den store scene.

Det er pinedød nødvendigt, at partierne foretager et grundigt baggrundstjek af deres kandidater, men Los Angeles Times og New York Times kunne i går afsløre, at McCain ikke foretog et sådant tjek af Palin. Først torsdag, dagen før dagen, kom hans folk til Alaska for at begynde arbejdet, de arbejder endnu, og i går sendte McCain-folkene yderligere baggrundstjekkere derop, og mange af afsløringerne har efterladt republikanerne ordløse og famlende i blinde.

En talsmand for McCain svarede således i går, at hans chef kendte til Palin datters graviditet før afsløringen mandag, men han ville ikke direkte sige, hvornår McCain havde fundet ud af det, og Palins talsmand erkendte, at han ikke vidste noget om det.

Gambling
Hvad kan vi lære af det?

Vi kan lære, at John McCain i sit valg af Sarah Palin stolede fuldt og fast på sit instinkt; han stolede på, at han efter at have talt med hende sidste torsdag kunne bedømme hende og godtage hende, og at hans instinkt var vigtigere end et solidt baggrundstjek.

»At vælge en vicepræsidentkandidat er den første præsidentielle beslutning, en kandidat skal tage, og det er en beslutning, som siger noget om kandidaten,« forklarede kommentatoren Gene Robinson fra Washington Post i går. »Hvad siger det om McCain, at han stoler mere på sit instinkt end på kendsgerningerne?«

En anden kritiker, bloggeren Josh Marshall, skrev, at han så den samme fandenivoldskhed i McCains beslutninger om at stille sig fanatisk på Georgiens side i konflikten med Rusland og under orkanen Gustav, hvor han poserede som redningsmand og ærkepatriot og valgte at nedtone det republikanske konvent.

»McCain er en gambler, og han elsker tydeligvis at spille højt spil,« fastslår Josh Marshall.

David Frum, den konservative kommentator og tidligere taleskriver for præsident Bush, er enig, og han mener, at valget af Palin netop illustrerer faren ved en sådan gambler-natur. Hans væsentligste indsigelse mod Palin er hendes mangel på udenrigspolitisk erfaring, »hun har absolut ingen og heller ingen interesse i udenrigspolitik,« og hendes politiske baggrund består udelukkende af en periode som borgmester i en lille by og 18 måneder som guvernør i en folkefattig stat.

Det er slemt nok, men det bliver så meget værre af, at McCain er en 72-årig mand med tidligere kræftsygdomme på kilometertælleren, »og hvis noget skulle ske med en præsident McCain, vil den frie verdens skæbne være i hænderne på en kvinde, som indtil for nyligt var borgmester i en lille by i Alaska.«

Det er ikke bare højt spil. Det er hasard, fastslår David Frum.