Orkanen Dean rammer Jamaica

Orkanen Dean rammer Jamaica i Det Caribiske Hav. Mindst en er død i Den Dominikanske Republik. Frygt for, at Dean tager til i styrke på vej mod Mexico.

Billedet af orkanen Dean er taget fra NASA's rumfærge Endeavour lørdag middag. Foto: NASA/AFP Fold sammen
Læs mere

Orkanen Dean ramte Jamaica i Det Caribiske Hav søndag efter at have hærget i Den Dominikanske Republik. Samtidig er der frygt for, at Dean tager til i styrke på vej mod Mexico og udvikler sig til en kategori 5-storm med vindstyrker på over 250 kilometer og store ødelæggelser til følge.

Mindst én person er omkommet i Den Dominikanske Republik, en 16-årige dreng, og der er sket store materielle ødelæggelser i landets kystområder. Turister er flygtet til højereliggende områder, mens lokalbefolkningen kæmper mod vandmasser og voldsomme vindstød.

Dean har en vindhastighed på op til 240 kilometer i timen. Orkanen medfører kraftig regn med nedbør på op til 130 millimeter i Haiti og Den Dominikanske Republik.

/ritzau/