Orkan udløser dødsulykker og trafikkaos i Vesteuropa

Seks mennesker i Tyskland, Holland og Storbritannien mistede torsdag livet i orkan, der udløste aflyste fly over hele Europa og sænkede britisk tankskib.

En voldsom storm med vindstød af orkanstyrke rasede torsdag over det nordvestlige Europa og dræbte mindst 13 mennesker.

Stormen, der medførte styrtregn og vindstød med hastigheder på næsten 170 km i timen, skabte trafikkaos i både det sydlige Storbritannien og i det nordlige Frankrig, i Holland og i store dele af Tyskland.

Væltede træer og væltede el-master kostede mindst syv billister livet. I Tyskland blev et barn på 18 måneder dræbt, da en dør blev revet af hængslerne og styrtede ned over det. I Bayern blev en 73-årig mand ligeledes dræbt af en ladedør.

I Holland kostede væltede træer mindst tre mennesker livet, og i England blev flere mennesker dræbt af bygningsdele, som blev revet løs af uvejret.

I Den Engelske Kanal blev en besætning på 26 personer fløjet i sikkerhed af en helikopter, efter at den havde forladt det synkende fragtskib, "MS NAPOLI".