Efter at Norges kronprinsesse Mette-Marit i sidste uge fortalte, at lægerne forbereder hende på en lungetransplantation, er antallet af registrerede organdonorer i Norge steget kraftigt.
Det viser en opgørelse, som det norske medie NRK har fået fra Helsedirektoratet - Norges svar på Sundhedsstyrelsen.
Inden kronprinsessen fortalte om den forestående transplantation, blev der dagligt registreret mellem 50 og 80 nye donorer i december i Norge.
NRK offentliggjorde fredag et interview med kronprinsesse Mette-Marit og hendes mand, kronprins Haakon. Her fortalte hun, at hendes lungesygdom er forværret, og at hun derfor forberedes på en transplantation.
De efterfølgende dage - lørdag, søndag og mandag - tilmeldte henholdsvis 930, 462 og 1112 personer sig Norges organdonorregister.
Den norske kronprinsesse lider af den kroniske sygdom lungefibrose. Hun fik diagnosen for syv år siden.
Hun havde håbet, at lægerne kunne holde sygdommen i skak, men sygdommen har udviklet sig hurtigere, end hun og lægerne havde håbet, fortalte hun fredag til NRK.
- Bare tanken, at en operation er det næste skridt, er ret krævende, fordi det er en operation med mange risici, sagde kronprinsessen.
Kronprins Haakon beskrev den seneste udvikling i sygdommen som en sorgproces for kongefamilien.
- Det er klart, at for os, der elsker Mette-Marit og ønsker, at hun skal det have godt, er det smertefuldt, at tingene bliver sværere, sagde han til NRK.
Med lungefibrose bliver lungerne stive og dårligere til at ilte blodet på grund af arvæv. Sygdommen viser sig ved symptomer som åndenød og tør hoste.
Sygdommen gør, at lungerne har en mindre kapacitet, og derfor skal man trække vejret hyppigere for at få tilsvarende mere ilt.
Overlæge ved lungeafdelingen på Rikshospitalet i Oslo Are Martin Holm, som har behandlet kronprinsesse Mette-Marit, har tidligere fortalt til NRK, at en lungetransplantation er det eneste, der kan hindre, at der sker yderligere forværring af hendes sygdom.
/ritzau/
