Orbán vil udskrive folkeafstemning i homostrid med EU

Ungarns premierminister vil udskrive en folkeafstemning om beskyttelse af børn for at imødegå pres fra EU.

Ungarns premierminister, Viktor Orbán, siger onsdag, at han vil udskrive en folkeafstemning om beskyttelse af børn for at imødegå pres fra EU. Ungarns stridigheder med EU er stadigt mere optrappet, og Orbán har svoret, at han ikke vil give efter for pres fra EU i forhold til en ny lov, som forbyder skoler at fremme materiale om homoseksualitet. Fold sammen
Læs mere
Foto: Pool/Reuters
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Ungarns premierminister, Viktor Orbán, siger onsdag, at han vil udskrive en folkeafstemning om beskyttelse af børn for at imødegå pres fra EU.

»I de seneste uger har Bruxelles klart angrebet Ungarn i forbindelse med dets lovgivning om beskyttelses af børn. Ungarske love tillader ikke seksuel propaganda i børnehaver og skoler eller i tv og i reklame,« siger Orbán på Facebook.

Ungarns stridigheder med EU er stadigt mere optrappet, og Orbán har svoret, at han ikke vil give efter for pres fra EU i forhold til en ny lov, som forbyder skoler at »fremme« materiale om homoseksualitet.

Loven, som trådte i kraft i Ungarn torsdag, har bragt Orbán på kollisionskurs med menneskerettighedsgrupper, og EU-politikere kræver Ungarn idømt bøder for brud på grundliggende principper i EU.

»EU-Parlamentet og EU-Kommissionen ønsker, at vi lader LGBTQ-aktivister og deres organisationer komme ind i børnehaver og skoler. Det ønsker Ungarn ikke,« skrev Orbán på sin officielle Facebook-profil tidligere på måneden.

»Her har Bruxelles-bureaukrater ikke noget at gøre overhovedet – uanset hvad de gør, så vil vi ikke have LGBTQ-aktivister blandt vores børn. Dette er et spørgsmål, som knytter sig til den nationale suverænitet,« hedder det.

Kritikere mener, at den ungarske lov helt misforstået knytter pædofili og pornografi sammen med LGBTQ-spørgsmål.

Ursula von der Leyen, formand for EU-Kommissionen, kalder udmeldingerne fra Ungarn for »en skændsel.«

Europa-Parlamentet har i en resolution fordømt den ungarske lov. Den ikke-bindende resolution blev i Europa-Parlamentet vedtaget med 459 stemmer for, mens 147 stemte imod.

»LGBTQ-rettigheder er menneskerettigheder,« hedder det i resolutionen.

Orbán har igennem sin regeringstid indskrænket rettighederne for homoseksuelle og andre minoriteter.

/ritzau/Reuters