Optøjer i Istanbul efter gidseldrama

Natten igennem har tyrkisk politi kæmpet mod demonstranter i Istanbuls gader, efter et gidseldrama i retsbygning tirsdag endte blodigt. Det skriver Reuters.

De to gidseltagere fra en venstreorienteret gruppering blev dræbt, da politiet stormede retsbygningen. Forinden havde de skudt og dræbt gidslet, en lokal anklager, som efterforskede politiets drab på en 15-årig dreng, som blev ramt af en tårgasbeholder under en demonstration i 2013.

Nattens optøjer fandt sted i drengens kvarter, Okmeydani, og i arbejderkvarteret Gazi, hvor der jævnligt er demonstrationer mod regeringen. I Gazi brugte politiet tåregas og vandkanoner for at holde demonstranterne væk fra en lokal politistation.

Gidseltagerne tilhører angiveligt gruppen Det Revolutionære Folks Befrielsesfront. De krævede, at politiet skulle påtage sig skylden for den 15-årige drengs død.

BNB