Optøjer breder sig i Kina

De buddhistiske og tibetanske optøjer har bredt sig fra Tibet til de nærliggende provinser, men kinesisk militær og politi har situationen under kontrol.

Uroen har bredt sig fra Tibet til den kinesiske provins Gansu. Her stødte buddhistiske munke og andre tibetanere sammen med kinesiske sikkerhedsstyrker i weekenden.

Det skete i byen Xiahe. Her ligger et af de største buddhistiske klostre uden for Tibet, og den største etniske minoritet i byen er tibetanere.

Præcist hvad der foregår, er svært at få bekræftet. Flere udenlandske medier og nyhedsbureauer beretter om lokale indbyggere, der har hørt skud eller eksplosioner. Det skulle være sket efter, at demonstranterne havde kastet sten mod militær og politi, der patruljerer gaderne. Øjenvidner fortæller om flere sårede, men der er endnu ingen meldinger om dødsfald i Xiahe.

Protesterne har også bredt sig til den nærliggende provins Sichuan. Demonstranter smed sten mod politifolk og kastede brandbomber mod en politistation der nedbrændte, skriver Reuters.

Nye forstækninger ankommet
Antallet af dræbte under weekendens uroligheder i Tibets hovedstad Lhasa er ifølge den tibetanske eksilregering steget. De fortæller, at de kan bekræfte 80 dødsfald. Heraf blev 26 dræbt om lørdagen uden for et fængsel i Lhasa, og fem piger mistede livet i en af Lhasas centrale, tibetanske bydele. Ifølge den tibetanske eksilregeringer er der 72 sårede.

Der er ikke kommet nye udmeldinger fra den kinesiske lokalregering i Tibet, der fastholder det officielle tal på ti dræbte.

Ifølge blandt andre nyhedsbureauet AP og den engelske nyhedstjeneste BBC er der kommet nye forstærkninger til Lhasa. De refererer til en TV-station i Hong Kong, der oplyser, at cirka 200 militære lastbiler er ankommet til Lhasa. Der skulle være omkring 40-60 kinesiske soldater i hver af lastbilerne. Altså mellem 8.000-12.000 soldater i alt.

Der er stadig udgangsforbud i Lhasa, men de fleste rapporter tyder på, at der nu er stille i Lhasa, og at de kinesiske myndigheder har situationen under kontrol. Politi og militær patruljerer byen, der nærmest er lukket ned.

Medier tier om optøjer
Oplysninger om hvad der foregår i Tibet og Gansu er svære at kontrollere.
For det første skriver eller taler de kinesiske medier ikke om optøjerne.

Topnyheden i flere af søndagsaviserne i Beijing er, at præsident Hu Jintao er blevet genvalgt som præsident for Kina. Det skete på den årlige Folkekongres i Beijing. Det kommer nu ikke som nogen overraskelse, for der var ingen modkandidater og han har været sikker på genvalg siden i hvert fald sidste år.

Samtidig er internettet stærkt censureret. Kritiske kommentarer om situationen i Tibet bliver slettet med det samme, de bliver lagt på for eksempel kinesiske blogs eller fora. Søger man på eksempelvis Tibet, risikerer man at internetforbindelsen bliver lukket i et par minutter. Der er også videoer, taget med mobiltelefoner, som viser munkene i Xiahe, der sent lørdag eftermiddag demonstrerer på gaden. Men søndag blev der lukket for adgangen til YouTube. Videoerne ligger umiddelbart ikke på nogen af de cirka 42 andre kinesiske videoportaler.

Lhasa, og for den sags skyld hele Tibet, samt Xiahe er også lukket land for udenlandske journalister. Centralregeringen havde ellers lovet, at udenlandske journalister frit kunne rejse rundt i Kina her op til OL. Men det er umuligt at komme ind i de to byer.