Optimismen kvæles af mistro i håbløse fredsforhandlinger

USAs forsøg på at skabe et gennembrud for en tostatsløsning mellem israelere og palæstinensere er stødt på grund. Det hele kan være forbi ved udgangen af denne uge, hvis en israelsk fangeløsladelse ikke finder sted som planlagt.

Israelske soldater måttet tidligere på ugen affyre tåregas mod demonstranter, der protesterede mod militærets drab på tre palæstinensere. Nedskydningerne fandt sted under jagten på en palæstinenser mistænkt for terrorplaner. Fold sammen
Læs mere
Foto: MUSA AL-SHAER
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

JERUSALEM: For otte måneder siden sagde USAs udenrigsminister, John Kerry, at målet var at kunne præsentere en løsning på den israelsk-palæstinensiske konflikt i april. Undervejs har hans optimisme været lige ved at smitte af på de mellemøstlige kynikere. Det gør den ikke mere. I dag taler man mest om håbløsheden. Mistroen er enorm. Erfarne diplomater kalder forhandlingsklimaet mellem den israelske og palæstinensiske ledelse »værre end nogensinde«. Alle i området kan hver dag betragte og høre, at luften er mættet af uforsonlighed på begge sider og kun bliver tættere.

»Der er store udestående spørgsmål, mange, mange spørgsmål, det kan vi ikke ignorere,« siger den fremtrædende jødisk-israelske forretningsmand Gary Leibler, administrerende direktør for Shavit Kapitalfond.

Sammen med omkring 200 andre israelske og omkring 150 palæstinensiske forretningsmænd har han dannet gruppen »Breaking the Impasse«, BTI, for i fællesskab at skubbe på for en tostatsløsning. Leibler lægger ikke skjul på, at han nærer dyb mistro til palæstinenserne og ved, at mistroen er gengældt. Heller ikke i BTI-gruppen er der enighed om andet end, at opsplitningen i en palæstinensisk og en israelsk stat er »den eneste løsning«.

»Vi er uenige om så mange ting, og vi kan skændes om dem i evigheder. Men i sidste ende ved vi, at vi alle må skubbe på for en tostatsløsning. Der bliver en enorm pris at betale, hvis vi ikke løser konflikten. Vi kan diskutere, hvad der kommer til at ske, men alternativet til en løsning bliver værre,« siger Leibler.

Forretningsfolkene forsøger at friste politikerne ved at tale om det enorme forretningspotentiale ved en normalisering mellem Israel og den muslimske verden. De har haft held med at få foretræde for alle hovedpersonerne i fredsprocessen, blandt andet under hemmelige møder og i Davos. Måske fordi de er bedste bud på et lyspunkt i endnu en fredsforhandling, der er ved at køre helt af sporet.

Abbas får skyld for strandede forhandlinger

I slutningen af denne uge kan det hele være forbi. Den israelske premierminister, Benjamin Netanyahu, har endnu ikke besluttet at opfylde en aftale om 29. marts at frigive 26 terrordømte palæstinensere. Den palæstinensiske selvstyrepræsident, Mahmoud Abbas, har sagt, at det ikke er til diskussion, og at han, hvis ikke det sker, ser sig løst fra løftet om ikke at forfølge »FN-sporet« og forlade forhandlingsbordet.

For begge ledere er det et stort spørgsmål, om de kan kontrollere udviklingen. Volden er voksende. I weekenden dræbte israelske soldater tre palæstinensere og sårede andre alvorligt under en aktion for at pågribe en formodet militant mistænkt for terrorplaner. Palæstinensere siger, at to ubevæbnede mænd blev dræbt, da de efter en skudkamp mellem den eftersøgte og soldaterne ville bringe liget af den eftersøgte til familien. Israelske militære talsmænd har sagt til israelske medier, at de blev udsat for et »meget alvorlig« angreb fra en stor folkemængde, og at de indenfor hærens reglement kunne have dræbt mange flere under aktionen i Jenin i den nordlige ende af Vestbredden.

»Vores politik er at angribe dem, der angriber os og planlægger at angribe os. Begge dele var relevant i den her sag,« lød det i en officiel kommentar fra Netanyahu.

Man kan ikke sige, at premierministeren rækker hånden ud i et sidste forsøg på at redde fredsforhandlingerne. I stedet har han anklaget Mahmoud Abbas for at have det fulde ansvar for de strandede forhandlinger og har i øvrigt bedt partifæller og regeringsmedlemmer om at holde igen med voldsomme udfald mod fredsprocessen samt kritik af Vesten for, at Israel ikke bliver udpeget i det internationale samfund som ansvarlig. Flere ledende ministre og viceministre har jævnligt tordnet mod ethvert tegn på indrømmelser eller opgivelse af »jødisk land«, også på Vestbredden, under forhandlingerne.

Tidligere i sidste uge blev en 14-årig dreng skudt af israelske soldater, da han ville gennem kravle igennem det israelske sikkerhedshegnet, ifølge den israelske journalist Amira Hass fordi drengen sammen med et par venner ville forsøge at tjene penge på at samle helbredende planter på den jord, som hans landsby er blevet afskåret fra af hegnet.

»Det fremstår tydeligt, at Israel har gjort alt i sin magt for at ødelægge de igangværende forhandlinger og for at fremprovokere vold og ekstremisme i hele regionen,« lød en kommentar fra det ledende PLO-medlem Hanan Ashrawi.

Vold på begge sider

Den israelske præsident, Shimon Peres, har i modsætning til Netanyahu fastholdt, at Abbas oprigtig ønsker en fredsløsning og er en »partner for fred«. Men selvstyrepræsidentens svaghed er blevet understreget gennem fredsforhandlingerne, som Israel og USA nu kræver forlænget.

»Indtil videre og her ved udløbet af de ni måneder har vi fået tusinder af boliger i bosættelserne, ødelæggelsen af hundreder af hjem og yderligere 57 dræbte palæstinensere. Så vores spørgsmål er: Hvis vi accepterer tilbuddet om at forlænge forhandlingerne. Hvor vil de føre hen. Og hvad er meningen med at forlænge forhandlingerne?« siger et medlem af Abbas’ Fatah-partis centralkomité til avisen Haaretz.

Raketter affyres igen fra Gaza-striben. Militante palæstinensiske grupper på Vestbredden truer i stadig højere toneleje med at slå hårdt igen mod Israel. Der er et stigende antal tilfælde af palæstinensiske stenkast mod israelske biler på Vestbredden, og israelske bosættere kaster sten mod palæstinensiske beboere og arbejdere. Samtidig er der næsten dagligt eksempler på hærværk og vold mod palæstinensere i Østjerusalem og på Vestbredden, som ekstremistiske bosættere menes at stå bag. Den israelske regering har afvist at bringe overgrebene mod palæstinenserne ind under terrorlovgivningen. Kritikere påpeger, at der næsten aldrig er anholdelser blandt bosætterne. Den israelske hær erklærer rutinemæssigt, at stenkast fra unge palæstinensere er gyldig grund til »i sidste instans« at beskyde dem.

Faktisk er det lidt af et held, at der overhovedet er nogen til at forhandle på den israelske side i øjeblikket. Tzipi Livni har som justitsminister noget utraditionelt »fået lov« at stå for forhandlingerne. Det giver mening, fordi hun er den eneste i regeringen, der gennem hele forløbet har syntes opsat på en reel forhandling og ment, at en løsning er afgørende for Israels fremtid. Det ville ikke være tilfældet, hvis udenrigsminister Avigdor Liberman havde overtaget. Og han har ikke nogen til at hjælpe sig i øjeblikket.

Hele udenrigstjenesten er i denne uge gået i strejke inklusive udenrigsministeriet i Jerusalem, og 103 diplomatiske missioner rundt omkring i verden, herunder i København, er for første gang i staten Israels historie helt lukkede for alle anliggender af strejken. Selv pavens bebudede besøg i maj menes i fare.

Det bliver dog ikke umiddelbart et problem for USAs udenrigsminister, hvis han skulle komme på endnu et besøg. Kerry kører normalt direkte til premierministerens bolig. Det store spørgsmål er, om der er noget at komme efter.