Optimisme ved gidselforhandlinger i Afghanistan

Optimisme ved forhandlinger mellem Taliban og sydkoreansk delegation i Afghanistan.

Forhandlingerne mellem Taliban i Afghanistan og en sydkoreansk delegation om frigivelse af 21 sydkoreanske gidsler blev genoptaget tidligt lørdag. Det meddelte den militante gruppe uden at give oplysninger om chancerne for et gennembrud.

Talibans talsmand, Yousuf Ahmadi, sagde til nyhedsbureauet AFP, at forhandlingerne begyndte fredag aften (afghansk tid) i byen Ghazni.

Ifølge Ahmadi står Taliban-forhandlere fast på deres krav om, at otte af deres mænd skal løslades fra deres fængsler, hvis gidslerne skal frigives.

Sydkoreanerne, en gruppe kristne missionærer, blev taget til fange i Ghazni-provinsen den 19. juli.

Taliban tog 23 gidsler, men to af dem er siden blevet skudt, da tidsfrister for opfyldelse af gidseltagernes krav om at få frigivet Taliban-fanger ikke blev opfyldt.

/ritzau/