For første gang siden Anden Verdenskrig har et yderligtgående højrefløjsparti vundet et valg i Tyskland.
Højrefløjspartiet Alternative für Deutcshland (AfD) blev søndag det største parti ved delstatsvalget i det tidligere østtyske Thüringen og det næststørste i delstaten Sachsen.
Den socialdemokratiske tyske kansler, Olaf Scholz, har omgående bedt sit eget og de andre traditionelle partier om at ekskludere »højrefløjsekstremister« fra alle forhandlinger om magten i de to delstater.
AfD fik 32,8 procent af stemmerne i Thüringen og 30,6 procent i Sachsen.
Det er ikke nok til at tage magten – men Scholz kalder alligevel resultaterne for »bitre« og »bekymrende«.
»Vores land skal ikke og må ikke vænne sig til dette. AfD skader Tyskland,« siger kansleren i en udtalelse til Reuters.
»Det svækker vores økonomi, splitter vores samfund og ødelægger vores lands rygte.«
Selv fik Scholz' socialdemokrater to elendige valgresultater i de tyske delstater. Socialdemokratiet – og de øvrige regeringspartier De Grønne og FDP – scorede etcifret vælgeropbakning i både Thüringen og Sachsen.
Spidskandidaten for AfD i Thüringen, Björn Höcke, mener, at han nu bør være ny ministerpræsident i delstaten.
»Enhver konstellation, som AfD ikke deltager i, vil ikke være godt for dette land,« siger han.
Derudover siger Höcke at, »der er god tradition for, at det stærkeste parti inviterer til koalitionssamtaler«.
Også generalsekretæren i det store konservative parti CDU har udtalt, at han udelukker, at CDU vil indgå i en koalition med AfD i Sachsen og Thüringen.
AfDs lokalafdeling i Thüringen klassificeres af den tyske efterretningstjeneste som »højreekstremistisk«.
Lederen Björn Höcke er en kontroversiel karakter i tysk politik.
I juli 2024 blev han for anden gang dømt for at fremsige første del af naziparolen »alt for Tyskland« ved et partimøde.
Han fik derefter publikum til at afslutte parolen.


