Opsigtsvækkende våbenarsenal beslaglagt i Paris-forstad

En større mængde våben og sprængstoffer er sammen med 40 kilo cannabis blevet beslaglagt i et cykelskur i en forstad til Paris.

Boligområdet i Saint-Denis, hvor politiet slog til, er berygtet for hashhandel. Fold sammen
Læs mere
Foto: CHARLES PLATIAU

Sammen med 40 kilo cannabis og kontanter har fransk politi beslaglagt våben og sprængstoffer i den nordlige pariserforstad Saint-Denis. Det skriver den franske avis Le Figaro.

Fundet blev ifølge det franske nyhedsbureau AFP gjort i forbindelse med en aktion ved et cykelskur 17. august. Det opsigtsvækkende fund tæller blandt andet amerikanske anti-kampvogns-raketter og tre pakker TNT-sprængstof.

To mænd på 30 og 40 år er blevet anholdt og sigtet for ulovlig handel med våben og narkotika, skriver Le Parisien. De to personer er blevet overvåget i flere uger og har begge indrømmet, at de er ejere af våbnene uden dog at oplyse det ulovlige isenkrams oprindelse. De er begge kendt af politiet for tyveri, handel med narkotika og våbenhandel.

»Det er mennesker, der er opvokset i udsatte kvarterer i det nordlige Paris, som handler med alt, de kan tjene penge på,« siger en kilde tæt på sagen til avisen.

De to er mistænkt for siden årsskiftet at have leveret våben til røvere i hovedstadsområdets belastede kvarterer. Boligområdet i Saint-Denis, hvor politiet slog til, er berygtet for hashhandel, og boligforeningen samt beboere advarede tilbage i april om udviklingen, skriver Le Figaro.

En lokal politiker, Madjid Messaoudene, der har ansvaret for bekæmpelse af diskrimination, siger, at operationen er »træet, der skjuler skoven«. Han mener, at der mangler politibetjente i den udsatte bydel.

Aktionen torsdag er en af flere større aktioner mod narkotikahandel i forstaden. I november blev en lastvogn med 500 kilo cannabis beslaglagt, og tre, hvoraf den ene arbejdede for borgmesteren, blev fængslet.