Sidste november tog Ri Il-kyu et skelsættende valg.
Efter at have tjent i det nordkoreanske udenrigsministerium siden 1999 valgte han at desertere til Sydkorea sammen med sin familie.
Før sin afhopning var han udstationeret som diplomat i Cuba, hvor hans job blandt andet bestod i at modarbejde Sydkorea i at få diplomatiske forbindelser til Cuba, skriver den sydkoreanske avis Chosun Ilbo. I februar i år etablerede Sydkorea og Cuba diplomatisk forbindelse, skriver The Guardian.
Det tager ofte lang tid, før detaljer om nordkoreanske afhoppere ser dagens lys. Det skyldes, at afhopperne skal tjekkes af myndighederne samt gennemgå kursus om det sydkoreanske samfund.
Fik ros af Kim Jong-un
52-årige Ri Il-kyu var også kendt af Nordkoreas leder, Kim Jong-un.
Tilbage i 2013 fik Ri Il-kyu som diplomat i Cuba ros af Kim Jong-un for at forhandle en aftale om at frigive et nordkoreansk skib, som var tilbageholdt af Panama for at sejle med missiler og dele til kampfly.
Siden hen blev forholdet dog køligere.
»Hver nordkoreaner tænker mindst én gang på at flygte til Sydkorea. Desillusion med det nordkoreanske regime og en dyster fremtid fik mig til at overveje at afhoppe,« siger den nordkoreanske afhopper til Chosun Ilbo.
Ri Il-kyu har forklaret, at han først fortalte sin kone og sit barn om beslutningen, få timer før de fløj ud af Cuba.
»Jeg købte flybilletter og ringede til min kone og mit barn for at fortælle dem om min beslutning, seks timer før vi hoppede af. Jeg sagde ikke Sydkorea, men sagde: 'Lad os bo i udlandet,'« siger Ri Il-kyu.
Den sidst kendte højprofilerede afhopper var i 2016, da Tae Yong-ho, nordkoreansk viceambassadør i Storbritannien, deserterede.
Det er forbundet med stor fare at hoppe af fra Nordkorea. Afhoppere, der bliver taget, bliver ofte straffet med døden, skriver The Guardian på baggrund af menneskerettighedsgrupper.