»Opsigelsen kan vi ikke anerkende«

Berlingskes korrespondent i Berlin om bøvlet med at opsige telefonabonnementet - og mere bureaukratisk bøvl.

15INDGlobetrotter 29.jpg
Tegning: Claus Bigum Fold sammen
Læs mere

Det hører til blandt klassikerne for nye udlandskorrespondenter at skrive om strabadserne ved at flytte til et nyt land: Køen på kommunekontoret. Formularerne der skal udfyldes. Telefon­montøren der ikke kommer. Man er lige landet midt i eventyret og betragter de eksotiske skikke med ironisk overskud.

Sådan er det ikke, når man skal hjem igen. Antallet af metaforiske stik, der på kort tid skal trækkes ud af væggen i Berlin og stikkes ind i København, er stressfuldt stort, og det typisk tyske er ikke nødvendigvis helt så sødt længere. Således heller ikke den tyske forventning om, at livets grundydelser såsom forsikring, telefon og TV er noget, man om ikke vælger for livet, så i hvert fald ikke bare opsiger for et godt ord.

For eksempel har jeg talt meget i telefon med mit mobilselskab. Der er ingen mulighed for at opsige abonnementet på deres hjemmeside, og de oplyser ingen mail-adresse. Folk kan jo finde på at skrive de skøreste ting.

Jeg ringede derfor på et servicenummer. Kontrakten kan opsiges per 9. januar 2016, forklarede manden. Jeg forklarede, at jeg snart flytter til Danmark og ikke kan bruge abonnementet længere. Han anbefalede, at jeg i så fald skifter til et billigere grund­abonnement, hvilket dog automatisk vil forlænge løbetiden til 2018.

Målt med mine rastløse alen er det ganske langt ude i fremtiden. Da jeg helt forlader Tyskland, mente jeg, at jeg bør tilstås den helt særlige opsigelse på kun tre måneder. Manden indvilgede i at forelægge sagen for firmaets jurister.

Nogle dage efter kom afgørelsen per brev. En fremrykket opsigelse med gyldighed fra 28. februar er faktisk mulig mod forelæggelse af de officielle flyttedokumenter, lød den gode nyhed. Den dårlige var, at jeg stadig skal betale for grundabonnementet frem til det regulære kontraktudløb. 317,97 euro. Plus et servicegebyr på 29,95 euro.

Jeg ringede op igen. Denne gang forsøgte jeg at lave en Vladimir Putin. Når den russiske præsident taler med den tyske kansler, Angela Merkel, snakker de nogle gange tysk, men når det bliver alvor, skifter Putin efter sigende til russisk, som de også begge taler, for at være på hjemmebane. Når jeg skal klage i Tyskland, forsøger jeg nogle gange at tale engelsk for at få hjemmebanefordelen. Den gik ikke. Der var ikke nogen engelsktalende til stede. Pigen i røret kunne dog godt følge, at der ikke er meget vundet ved at aflevere sim-kortet før tid, hvis man stadig skal betale for det. Hun noterede min nu officielle klage. En uge efter kom et nyt brev – igen uden afsender og svarmulighed. Det gav de tidligere breve ret. Der skal betales frem til 2016.

Så gik det bedre med min TV-internet-pakke. Heller ikke kabel-udbyderen inviterer til skriftlige opsigelser, men jeg har fundet ud af, at man kan omgå deres forsvarsværk ved at gå ind under tekniske henvendelser. I mailen medgiver man så, at det var en finte. Vupti har man skriftligt opsagt sit abonnement. To kan også spille dette spil. Kabel­udbyderen og jeg har skrevet i alt 17 mails frem og tilbage. De medgiver, at jeg med flytning til Danmark har en særlig grund til den hurtige opsigelse på tre måneder, forudsat at jeg præsenterer en erklæring fra Berlins folkeregister. Det giver lidt sved på panden, for den kan jeg først få 14 dage inden, jeg officielt fraflytter byen.

Mit bilforsikringsselskab var oprindeligt også noget afvisende, da jeg ikke længere ønskede at være kunde. »De opsagde Deres bilforsikringskontrakt til 1/1 2016. Opsigelsen af Deres kontrakt kan vi ikke anerkende, da den er indkommet for sent hos os,« skrev de. Den skulle være landet senest 30. november sidste år, da forsikringen automatisk blev forlænget.

Jeg har allerede haft en principiel debat med pigen fra mobilselskabet om den formulering. Jeg indvendte, at det ikke giver mening at fastslå, at en opsigelse er kommet for sent. Den kommer præcis, når kunden meddeler, at han eller hun ikke længere ønsker at være kunde, mente jeg. Hun lød ikke enig. Den diskussion orkede jeg ikke igen. Da jeg forklarede bilforsikrings­manden, at min bil var solgt, sagde han, at det skulle jeg da bare have skrevet. Han refererede til min kortfattede og – medgivet – lidt studst formulerede mail, der bare opsagde forsikringen »ab sofort.« De kunne jo ikke vide, at jeg ikke planlagde at skifte til et andet selskab, forklarede han. Nej, det kunne de ikke.

Vi lod den ligge dér. Jeg har glemt, hvordan den slags foregår i Danmark, men det bliver nu også dejligt at flytte hjem.