Oprørske soldater falder til ro i Afrika

Bouake. Oprørske soldater i Elfenbenskysten indgik sent fredag en aftale med regeringen i en tvist om lønforhold.

Det oplyste forhandlere for oprørerne ifølge nyhedsbureauet Reuters lørdag.

Aftalen er indgået mellem soldaterne og en regeringsdelegation ledet af forsvarsminister Alain-Richard Donwahi.

I begyndelsen af januar tog de utilfredse soldater kontrol over landets næststørste by, Bouake, med krav om højere lønninger.

De fleste af soldaterne er tidligere oprørere fra landets langvarige konflikt. Maskeret med elefanthuer brød de ind på blandt andet politistationer og stjal våben.

Herefter tog de opstilling ved byens indfaldsveje.

/ritzau/