Udenfor glimter aftensolen i Kielerbugtens vand, vi drikker hvidvin og hilser høfligt på hinanden på Yachtclubbens terrasse. Herrerne er i jakke og slips, damerne i kjole. Dette ligner unægtelig ikke forberedelser til en revolution.

Ikke desto mindre er de 60-70 tilstedeværende repræsentanter for noget, man har været nødt til at tage meget alvorligt i denne sommer, og som kan ryste tysk og europæisk politik: Et anti-euro-parti.

Et parti, som ikke bare skumler over generøse redningspakker til grækerne eller kræver mere snor i den Europæiske Centralbank. Dette nye parti, Alternative für Deutschland, mener rent ud, at det var bedst for Tyskland, ja, det var nok bedst for alle lande, at opgive den fælleseuropæiske møntfod igen. Sådan noget siger man ikke i det pæne selskab, det er som at bande i kirken. Selv i Tyskland, hvor utilpasheden og utilfredsheden med de seneste års mange dramatiske redningsoperationer til fordel for Sydeuropa har været voldsom. To tyske topfolk i centralbankapparatet har smækket med døren, først Axel Weber, den tidligere præsident for Deutsche Bundesbank, og siden Jürgen Stark, der var medlem af centralbankens seks mand store direktion, og forfatningsdommerne i Karlsruhe har flere gange måttet trække i de røde kapper for at tage stilling til klager over, at tyske skattepenge blev hældt i sydeuropæiske statskasser.

Tyskerne er, mand og mand imellem, rigtig trætte af dette her; man betaler, og man bliver endda skældt ud for det, og på en eller anden måde kan det snart være nok. En meningsmåling sidste år viste, at 78 procent af tyskerne var imod at lette det mindste på sparekravene til Grækenland.

Men ligefrem at forlade euroen? Ja, nu står vi her i sommervarmen i Kiel og taler om netop det. Den slesvig-holstenske afdeling af det nye parti har inviteret til møde for at præsentere sine kandidater til forbundsdagsvalget.

Sympati for partiet

De etablerede politiske partier har været bekymrede, siden AfD, Alternative für Deutschland, blev sat på skinner. De første tendensmålinger viste, at op mod en femtedel af tyskerne kunne tænke sig at stemme på AfD. Men de rigtige meningsmålinger, hvor folk skal svare på, hvad de faktisk ville stemme, hvis der var valg lige nu, har kun givet partiet to-tre procent.

En analyse fra CDUs tænketank, Konrad Adenauer Stiftung, har slået fast, at det nye parti »bør tages alvorligt«, og at »borgernes bekymringer om euroens fremtid bør indgå stærkere i forbundsregeringens politik«. Altså et råd til vennerne om at høre godt efter.

»Gammelpartierne« – som AfD kalder dem – har nu i højere grad valgt at rette propagandakanonerne mod AfD og skyde efter benene. Partiet er blevet beskyldt for ikke at vide, hvad det taler om, selv om flere af dets ledere er anerkendte økonomer. Og meget hurtigt trak man nazikortet; det nye parti var angiveligt dække for højreekstremister, forklarede kommentatorerne alvorligt. Det er en beskyldning, som i Tyskland kan være dødbringende.

Der er nu ikke meget højreekstremisme her i Yachtclubben. Rundt omkring i lokalet står skolelærere og ingeniører og professorer og konsulenter. Der tales ikke ondt om udlændinge, heller ikke om grækere, for den sags skyld. Tonen er snarere lidt opgivende; Herregud, de gør, hvad de kan, dernede, og det er heller ikke let for dem. Min sidemand, en advokat fra Pinneberg nord for Hamburg, fortæller mig om sin ungdoms ferierejser i Grækenland. Han tror ikke en pind på, at der skulle findes et gammelt fjendskab mod tyskere i Grækenland, siger han. Det, vi ser nu, er kommet med eurokrisen.

Men Pinneberg-advokaten er især vred over det demokratiske underskud. De tyske skatter opkræves for at drive den tyske stat, ikke for at forære penge til fremmede lande. At tage penge fra borgerne for at give til grækerne er udemokratisk, måske forfatningsstridigt. Vreden gjorde, at han for første gang i sit 60-årige liv meldte sig ind i et parti. Andre i lokalet skulle først returnere et medlemskort, i de fleste tilfælde til CDU, men ingen har for alvor været politisk aktive.

Det gælder også den ene af formændene for Slesvig-Holsten-afdelingen, den 43-årige bygningsingeniør Ulrike Trebius. For hende går engagementet tilbage til maj 2010, da den første hjælpepakke blev sendt af sted til Athen.

»Det var en glidende proces for mig, men maj 2010 var afgørende. Det var et brud på lov og ret,« forklarer hun og henviser til Maastricht-traktatens udtrykkelige forbud mod, at EU-landene at overtage hinandens statsgæld.

Hun afviser ærgerligt angrebene fra de gamle partier, ikke mindst påstanden om at være forklædte ekstremister.

»Nu siger man alt muligt om os. Man siger for eksempel, at vi er modstandere af homoseksuelle ægteskaber. Jeg har ikke noget imod homoægteskaber, folk må søge lykken, som de nu bedst kan, men jeg kunne ønske mig, at vi ville bruge de samme kræfter på at diskutere de temaer, vi rejser, som vi bruger på at diskutere homoægteskaber,« siger hun.

»Det passer heller ikke, at vi er imod Europa. Vi er alle glødende europæere her.«

En af de glødende europæere, som er med denne aften, er den ene af AfDs tre sideordnede formænd, Konrad Adam; pensionist og tidligere kulturjournalist på Frankfurter Allgemeine Zeitung.

Europa er utilfreds med Tyskland. Men Tyskland er også ved at være utilfreds med Europa, eller i hvert fald med dele af det?

»Ja, sådan kan man fremstille det, men for mit vedkommende har mine holdninger intet at gøre med utilfredshed med Europa; Som klassisk filolog kan jeg ikke rigtigt være utilfreds med Europa. Og euroen må ikke forveksles med Europa; her må man skelne skarpt. Vi i AfD ønsker netop at redde Europa. Vi ønsker at mindske spændingerne i Europa, ikke øge dem.«Mange mener, at afskaffelse af euroen vil føre til kaos, både politisk og økonomisk kaos?

»Jamen, kaos, undskyld mig, er det ikke netop den tilstand, vi har nu? I dag splitter euroen Europa i stedet for at samle det.«De sigter til, at Tyskland og den tyske regering bliver lagt for had i Sydeuropa?

»Når vi taler om brug af nazisymboler og fremstilling af fru Merkel som nazist, så vil jeg sige, at det har ingen tysker fortjent, absolut ingen. Men når man ser på den stigende arbejdsløshed, og hører, hvordan grækerne ikke længere kan få hospitalsbehandling, så kan jeg godt forstå den græske befolknings utilfredshed.«Men igen – risikerer vi ikke at sætte det Indre Marked på spil, hvis vi begynder at nedbryde euroen?»Vi kan ikke fortsætte som nu; euroen var en fejl. Fejl skal man erkende; man skal ikke forsøge at køre videre med dem og reparere dem.«

Vigtige støtter

En grund til at tage de vrede borgere i AfD alvorligt er, at mange giver dem ret, om ikke andet så et stykke ad vejen. En af deres støtter er Hans-Olaf Henkel, tidligere præsident for Bundesverband der Deutschen Industrie. Det ville i en dansk sammenhæng nærmest svare til, at Hans Skov Christensen sprang ud som euro-modstander. En anden, som går med AfD et stykke ad vejen, er præsidenten for det anerkendte Ifo, Institut für Wirtschaftsforschung, i München, økonomen Hans-Werner Sinn. Han har udtalt sig anerkendende om AfD, men vil dog ikke gå så langt som til helt at afskaffe euroen; det er nok at lade de svage lande i Sydeuropa træde ud, mener han, og personer som ham gør det svært at fremstille AfD som isolerede galninge.

En af dem, der har fulgt det nye parti tæt, er David Bebnowski, videnskabelig medarbejder ved Institut for Demokratiforskning ved universitetet i Göttingen.

»Da euroen blev indført i 2001, havde Tyskland fra begyndelsen et tvedelt forhold til den,« forklarer han.

»Der var mange, som meget gerne ville have beholdt D-marken; Den hørte til identitetskernen i tysk politik, og der blev hurtigt dannet pro-D-mark-partier, som faktisk var forløbere for AfD. Der er tale om en slags nostalgi, præget af en forskønnet erindring om en fortid i Bonn-republikken, hvor alting var bedre. Euroen bliver opstillet som et symbol på, at det går dårligere end i de gode gamle dage.«

David Bebnowski køber ikke helt AfDs påstand om, at partiet er et rent centrumsparti.

»Når man går igennem de forskellige debatfora på nettet, eller læser kommentarer til artikler, så er der mange udsagn om »olivenlande« og »dovne grækere«, og så videre, men man hører i det hele taget utroligt mange stereotyper om sydeuropæere. Også fra Merkel,« siger han.

»Det man kan se, er partiet har vundet ganske mange tilhængere i de første måneder. Det er spændende at se, at de kommer fra mange forskellige partier, men især når man taler om det konservativt-liberale spektrum, så findes der et potentiale for sådan et parti.«

Foreløbigt ser det etablerede partilandskab dog ud til at slippe med skrækken. AfD ligger uforandret på tre procent i meningsmålingerne; ikke nok til at komme i forbundsdagen.

»Det er et helt normalt forløb,« siger David Bebnowski.

»Piratpartiet gik det også godt for i begyndelsen. Når folk endnu ikke ved præcis, hvad det nye parti står for, så er der mange, som tilslutter sig det. De vil sende et signal til politikerne.«Er AfD så en succes eller en fiasko?

»Det kommer an på, hvordan man definerer succes. Det er lykkedes dem at sætte euroen på dagsordenen; Et tema, som især CDU har prøvet helt at vige udenom. Men de har ikke fremkaldt kursændringer hos de andre partier, på grund af hensynet til finansmarkederne. Det er jo det forunderlige ved politik: Finansmarkederne giver ikke meget spillerum.«