Kampen om præsidentposten og pladserne i Ugandas parlament har været præget af stor uro.

Fredag fortæller et højtstående medlem af den ugandiske opposition til AFP, at sikkerhedsstyrker har stormet hans hjem under torsdagens valg i landet.

Ifølge politikeren Muwanga Kivumbi skulle ti personer fra hans kampagnehold være blevet dræbt i angrebet, fortæller han til AFP.

Oplysningerne er ikke bekræftet andre steder.

- Ti blev dræbt inde i mit hus, fortæller Muwanga Kivumbi, der er parlamentsmedlem for partiet National Unity Platform, til AFP via en telefonforbindelse.

Uganda afholdt torsdag valg uden internetadgang. Og landets præsident, Yoweri Museveni, er af menneskerettighedsorganisationer blevet beskyldt for "brutal undertrykkelse" af oppositionen i et forsøg på at forlænge sine 40 år ved magten.

Ifølge nyhedsbureauet Reuters lukkede myndigheder i landet tirsdag for indbyggernes adgang til internet, ligesom mobilforbindelserne blev begrænset.

Det er ifølge regeringen sket for at forhindre spredningen af misinformation og opfordringer til vold.

Regeringen havde ellers gentagne gange lovet, at den ikke ville lukke for internettet, har AFP skrevet.

Den 81-årige Musevenis største udfordrer til præsidentposten er den populære 43-årige sanger Bobi Wine.

Sikkerhedsstyrker i Uganda har under flere af Wines vælgermøder åbnet ild mod forsamlingerne, hvilket har kostet mindst en person livet. Hundredvis af hans tilhængere er samtidig blevet anholdt.

Præsidentens regering har forsvaret skuddene med, at de er blevet affyret i forsvar mod det, den har kaldt lovløse handlinger fra oppositionens støtter.

Militæret er i forbindelse med valget også blevet indsat i gaderne i hovedstaden Kampala.

Den mangeårige præsident Museveni har fredag en overlegen føring i de tidlige præsidentvalgresultater, skriver Reuters.

Museveni har regeret Uganda siden magtovertagelsen i 1986.

Ud over Wine udfordrer seks andre oppositionskandidater Museveni, som er Afrikas tredjelængst siddende statsoverhoved.

Vælgerne i Uganda, hvor der bor 48,5 millioner, skal foruden præsidenten også udpege flere end 500 medlemmer af parlamentet.

/ritzau/