Oppositionsleder udelukkes fra valg i Pakistan

Nawaz Sharif, en af oppositionslederne, har fået forbud mod at deltage i parlamentsvalget i Pakistan i januar. Bag forbudet står landets valgkommission.

Nawaz Sharif der blev afsat som premierminister af Musharraf for otte år siden, ankom den 25. november til Pakistan fra sit eksil i Saudi Arabien med henblik på at deltage i det parlamentsvalg som præsident Musharraf har udskrevet til den 8. januar.

Nawaz Sharif havde allerede i oktober forsøgt at komme ind i Pakistan, men nåede ikke længere end til ankomstterminalen for sikkerhedsstyrker førte ham ud til et fly og beordrede ham ud af landet igen.

Præsident Musharraf trådte i sidste uge tilbage som chef for Pakistans væbnede styrker efter stærkt pres fra bl.a. USA – der også har presset på for at få præsidenten til at tillade Nawaz Shrarif at vende tilbage på samme måde som den også tidligere premierminister Benazir Bhutto.

Også hun har erklæret, at hun vil stille op til parlamentsvalget.

Præsident Musharraf indførte for et par måneder siden militær undtagelsestilstand og har endnu ikke tilkendegivet, hvornår den bliver ophævet. Også dette skridt har affødt stærk kritik i såvel udlandet som i Pakistan.

Valgkommissionens beslutning vil formentlig udløse uro blandt Sharifs støtter, der tidligere har været på gaden.