Operation Stueren

Dansk Folkepartis søsterparti er marginaliseret i svensk politik. Ifølge eksperter skyldes det, at de svenske vælgere i 1990erne så et populistisk højreparti havarere, og at politikerne tager markant afstand fra Sverigedemokraterna. Samtidig har partiet en historisk kobling til nazismen, og i 1998 var over 23 pct. af partiets medlemmer dømt ved svenske domstole. Men partiet forsøger at blive stuerent.

STOCKHOLM

Hvorfor er Sverigedemokraterna marginaliseret og får under én pct. af stemmerne i meningsmålingerne, mens Dansk Folkeparti er medforfattere til finansloven?

Det skyldes mange faktorer.

Partiets historie og forbindelserne til nazismen er velkendt i Sverige. De svenske vælgere så i midten af 1990erne det højrepopulistiske parti Ny Demokrati havarere, og Riksdagens partier vil ikke debattere med Sverigedemokraterna og dermed legitimere det lille højreorienterede parti på landsplan.

Sverigedemokraternas specielle retorik mod etablerede politikere, massemedier og indvandrere er mere ekstrem end teksterne i partiprogrammet. Derudover har partiet kun i et par måneder haft en repræsentant i Riksdagen, og der er en enorm forskel på opfattelsen af partiet.

»Sverigedemokraterna er velklædte, 20-30 årige, velartikulerende og vidende. Gerne med en lille akademisk baggrund. De er flest mænd og er svigermors drøm. Men de er antidemokratiske, racistiske og konspiratoriske. Partier som Sverigedemokraterna og Nationaldemokraterna (dannet af udbrydere fra Sverigedemokraterna, red.) baserer deres menneskevurdering på blodet, stamtræ og hvorfra du kommer. Alle andre partier ser på din karakter, sociale kompetence og den slags,« siger forfatteren og journalisten Stieg Larsson, der har undersøgt og skrevet en kritisk bog om Sverigedemokraternas historie og politik.

Sverigedemokraternas selvopfattelse er anderledes. »Et nationalt midterparti med økologisk grundsyn,« lyder teksten på forsiden af partiprogrammet 2002.

23 pct. er dømt

Stieg Larsson og en kollega skrev for stiftelsen eXpo, som gransker højreekstremistiske bevægelser og værner om demokrati og ytringsfrihed.

I bogen »Sverigedemokraterna - Den nationale bevægelse« beskriver de partiets historie, og forfatterne påviser, at mindst 23 pct. af 330 Sverigedemokrater fra valglister og partiets bestyrelse indtil år 1998 er dømt for lovovertrædelser.

Det gør Sverigedemokraterna til det parti i Sverige, der procentuelt har flest medlemmer, der er dømt. Dommene varierer fra grov vold, mishandling, overtrædelse af våbenloven, smugleri til hetz mod folkegrupper, bedrageri, hjemmebrænderi og spritkørsel.

»Det tal stemmer ikke,« hævder partiformand Mikael Jansson. Han siger, at partiet foretog en intern undersøgelse, der viste, at ni pct. var dømt. Partiet har ingen tillid til det svenske pressenævn, og en sag ved domstolene tager tid og koster penge.

»Det er delvis forsømmelse og tidsfaktoren,« siger partilederen om den manglende reaktion. Partiet har selv undersøgt 71 personer fra tidligere tiders partibestyrelse. Og den viser, at hver femte, der har siddet i partibestyrelsen, er dømt ved en svensk domstol.

»Men i dag er der ingen i partiets bestyrelse, der er dømt,« understreger partilederen. Han har en forklaring på antallet af kriminelle i partiet, som han mener svarer til gennemsnittet i befolkningen.

»Hvis der kommer en direktør og en bonde, og direktøren siger, jeg mener præcis det samme som jer, men jeg kan ikke hjælpe offentligt, mens de lidt mere enkle mennesker, der ikke har så fine job og titler måske opstiller på listen. Det er folk, der er lidt mere håndfaste. Det er ikke de forsigtige typer, der stiller op på listen,« forklarer partiformanden.

Nazister mødte op

Sverigedemokraterna (SD) har i hele sin levetid haft forbindelser med nynazister og fascister, og partiets demonstrationer i begyndelsen af 90erne bestod for det meste af skinheads og nynazister.

Dansk Folkeparti (DF) er yngre end Sverigedemokraterna, og samme år som DF blev grundlagt, indførte SD uniformsforbud ved partiets møder. Det var i 1995, men partiformand Mikael Jansson fortæller, at der flere gange er kommet nazister til møderne. Det skete blandt andet sidste efterår. Sverigedemokraterna tager heller ikke direkte afstand fra partiets tidligere politik, og i dag sælger partiet en debatbog af en af partiets stiftere, der også var med i den stærkt indvandrerfjendtlige og racistiske organisation »Bevare Sverige Svenskt«.

»Jeg synes, at det var forkert af de tidligere partiledelser at tillade hvem som helst, at gå med til demonstrationerne. Skinheads og den slags ødelagde vældigt meget. Men hvis man har offentlige møder, så kan vi jo ikke bestemme hvem, der kommer. Og skulle vi blive større, så kan de grupper komme igen. Så skal de afvises,« siger Mikael Jansson, der mener, at Sverigedemokraterna har været stuerene siden 1996. Men »operation stueren« har været dyr for partiet. Sidste år blev to bestyrelsesmedlemmer smidt ud af partiet, og de har nu dannet det endnu mere højreorienterede og nationalistiske parti Nationaldemokraterna.

»Sverigedemokraterna har anstrengt sig for at blive et anstændigt parti, men nogle er racister. Der er store forskelle i partiet. Det førte til skabelsen af Nationaldemokraterna, som synes partiet er blevet for feje og gået for langt mod midten,« siger forfatteren og journalisten Anna-Lena Lodenius. Hun har skrevet flere bøger om højreekstremisme, Sverigedemokraterna og har deltaget i den svenske demokratiudredning.

Mod populisme

Anna-Lena Lodenius mener, at der findes fællesnævnere og forskelle mellem de højrenationale partier i Europa.

»De vil være folkets stemme, de taler om kommunistiske sammensværgelser, og de hader islam. Men ellers er der store forskelle,« siger hun.

I Sverige skyldes marginaliseringen blandt andet, at de etablerede politiske partier ikke har givet dem plads.

»Massiv afstandtagen har gjort, at de ikke har fået chancen i svensk politik. I 90erne og i dag har vi populister som Gudrun Schyman (Vänsterpartiet) og Alf Svensson (Kristdemokraterna). Vi har haft en populist til venstre og en til højre, og det har måske reddet os. Desuden tror jeg, at Ny Demokrati vaccinerede os.

De lavede alle de fejl, man kunne. Deres mislykkede forsøg gør, at mange ikke tror på det længere. Jeg tror, at det er en kombination af de faktorer,« lyder analysen fra Anna-Lena Lodenius.

»Men der er jo forskelle i det politiske klima, i medierne og partierne i de forskellige lande.

Pim Fortuyn var et produkt af Holland, og Berlusconi kan jo kun dukke op i Italien,« siger hun.

Stieg Larsson ser Sverigedemokraternas (SD) udvikling hen mod midten, men advarer mod at opfatte dem som et demokratisk parti.

En balanceret facade

»Partiet har brugt meget tid på at skabe en balanceret facade, men de står for en helt anden politik end det politiske etablissement. Alle politiske partier bliver gransket. Men SD modsætter sig at blive gransket, der findes ikke nogle spørgsmål i vores bog, som vi ikke kunne stille til andre partier. Der er ingen grund til, at SD skal undvige en granskning. Men man kan ikke granske dem på samme måde som andre partier. For eksempel vil de ikke oplyse, hvem der sad i partibestyrelsen i år 2000, og de kalder stiftelsen eXpo for politiske terrorister,« siger Stieg Larsson.

Lukkede møder

Sverigedemokraterna er splittede i debatten om, hvor åbne og liberale de skal være.

Da partiet i midten af maj havde årsmøde fire måneder før valget, var der mange journalister, der ikke fik lov til overvære mødet, der blev holdt et hemmeligt sted.

»Det er sikkerhedsfaktoren, som bestemmer. Hvis det var i Stockholm, så ville der jo være 100 politibetjente og et par hundrede demonstranter. Men grunden er også, at en del mener, at medierne behandler os dårligt. Vi tror, at vi bliver ramt meget hårdere i medierne end andre partier. Vi misser en god chance for at komme ud og vise, at partiet er bedre end mange tror,« siger partiformand Mikael Jansson.

Skjuler sandheden

Sverigedemokraterna hader ikke bare enkelte journalister, men mener, at massemedierne skjuler sandheden om problemer med det mangekulturelle svenske samfund og højrepartiernes succes i Europa.

»At svenske medier løber med usandheder er alment kendt i den svenske befolkning, men at man fører propagandakampagner, som man nu gør mod Le Pen, Front National og Frankrig med løgnen som vigtigste våben må slå alle tidligere rekorder,« skriver partiets kandidat nummer syv til Riksdagsvalget på partiavisens hjemmeside. Præcis samme retorik dukker op på hjemmesiden for den indvandrerfjendtlige organisation Den Danske Forening, der ligesom Sverigedemokraterna publicerer de læserbreve, der ikke kommer i aviserne.

»Der er kommet partimedlemmer fra demokratiske partier, og de har en helt anden tradition. Men partiet ser stadig massemedierne som fjender, der går det mangekulturelle samfunds ærinde. Det specielle er, at de (Sverigedemokraterna og Nationaldemokraterna, red.) fungerer som politiske sekter. De er ikke religiøse, men det er »os mod resten af samfundet«. Sverigedemokraterna siger de er demokrater, mens alle de andre politiske partier er antidemokrater,« forklarer Stieg Larsson fra eXpo om retorikken.

Og Sverigedemokraterna støttes af Dansk Folkeparti, der tidligere har advaret mod såkaldte svenske tilstande i de danske medier. I sit ugebrev den 12. august kalder formand Pia Kjærsgaard Sverige for Europas DDR og det svenske valg for en farce. Hun er stærkt utilfreds med, at de indvandrerkritiske partier ikke kommer mere til orde. Men hun nævner ikke, at de indvandrerkritiske partier er antidemokratiske, stærkt marginaliserede og opfatter hele det politiske etablissement som udemokratisk.

Partiet leger politi

Sverigedemokraternas partiavis bringer også efterlysninger. Et vidne til en »seksuelt ophidset kurderbandes« overfald på en pige søges. »Uden mandens vidneforklaring risikerer kurderne at gå fri,« skriver avisen, der gerne vil have, at manden henvender sig til partiet eller politiet. Alle efterlysninger på avisens hjemmeside drejer sig om sager, hvor indvandrere eller flygtninge er gerningsmænd.

»Politik går ud på at give enkle svar på svære spørgsmål, og det gør SD mere end de øvrige partier. Eksemplet er kriminalitet, hvor SD siger, at indvandrere begår de fleste kriminelle gerninger. En slags retorik om at det fremmede er det onde, og at det gode kommer indefra,« siger journalisten og forfatteren Anna-Lena Lodenius.

Men hun mener også, at man skal afdramatisere Sverigedemokraternas rolle.

»Det er en håbløs situation. De spiller på, at de bliver undertrykt af systemet. Det er en stor del af deres retorik.

Derfor kan det være meningsfuldt at slippe dem frem og prikke hul på deres argumenter.

Der er mange følelser i denne debat, man kan også løfte dem frem, så de kommer i TV i bedste sendetid. Jeg tror, det er smart at afdramatisere dem, og måske er diskussionen og debatten bedst i lokale medier. Spørgsmålet er, hvordan oplever folket det hele,« siger Anna-Lena Lodenius om partiets muligheder ved valget.