OPEC holder olieprisen oppe

Det betyder stabile til stigende oliepriser i Danmark de kommende måneder, at OPEC på et møde onsdag besluttede sig for at fastholde olieproduktionens niveau.

Det bliver ikke billigere at holde varmen i den danske vinter. Det er konklusionen på, at De Olieeksporterende Landes Organisation (OPEC) på et møde i Abu Dhabi onsdag besluttede at fastholde produktionen på det nuværende niveau.

Der var ellers overvejelser i organisationen om en forøgelse af produktionen med en halv million tønder olie om dagen, men konklusionen blev at fastholde status quo.

Det kommer forbrugerne til at betale for.

- Generelt peger det her i retning af, at vi også i de næste par måneder må leve med oliepriser på dagens niveau eller måske lidt højere, siger senioranalytiker Arne Lohmann fra Danske Markets.

Han vurderer, at en del af baggrunden for beslutningen om at holde produktionen nede skyldes, at priserne siden slutningen af november er faldet fra rekordniveauet 99 dollar per tønde råolie til omkring 90 dollar per tønde.

/ritzau/