Det er tidligt om morgenen, meget tidligt. Resten af familien sover tungt – herunder nymfeparakitten, der for en gangs skyld er tavs, mens den blunder i sit bur dækket til med et badehåndklæde.

Jeg stået op for at skrive om en folkeafstemning eller anden vigtig begivenhed aftenen forinden, så en analyse kan ligge klar på b.dk, når formiddagstrafikken begynder. Computeren er tændt og seneste nyt om sagen tjekket. En rygende varm café largo er brygget. Nu mangler der kun én ting, for at jeg kan komme i gang: musik!

På denne tid af døgnet vælger jeg næsten altid en playliste, som en gammel ven og jazzkender har lavet til mig. Den starter uendelig blidt med Bill Evans’ »Peace Piece« og »Waltz for Debbie« efterfulgt af Miles Davis, der spiller »Bye Bye Blackbird« i et lidt højere gear.

Mens middelhavssolens første stråler langsomt lyser himlen op over bygningen på den anden side af gaden, og ordene begynder at flyde, går det løs med folk som Dizzy Gillespie, Sonny Rollins og Michel Petrucciani. Og til sidst – som regel på et tidspunkt hvor artiklen er ved at være færdig og bare skal rettes til – slutter Wynton Marsalis’ gyldne trompet af med en guddommelig version af »When It’s Sleepytime Down South«.

Da jeg var yngre, hadede jeg ellers jazz. Samt, for den sags skyld, klassisk, funk, folk, heavy metal og de fleste andre former for musik end lige netop den postpunk, vi spillede i et band, der hed »De Døde Hunde«, og som lød stort set lige sådan. Men når man har svært ved at forme så meget som en sætning uden akkompagnement, har jazzen en række fordele, er jeg med årene blevet nødt til at erkende.

Som hovedsageligt instrumental musik trænger den sig sjældent på med ord og tanker, der griber forstyrrende ind i ens egne. Samtidig, og ikke mindst, findes der et mood, et tempo og en genre til ethvert emne og enhver omstændighed, og bevæbnet med Spotify sætter kun fantasien grænser for kombinationsmulighederne.

Den første tid, efter at jeg for nogle år siden havde tilmeldt mig streaming-­tjenesten, brugte jeg ofte – og en smule uopfindsomt – geografien som rettesnor.

Handlede artiklen om illegal immigration ved Gibraltarstrædet, spillede jeg flamenco, der – som en kendt dansk studievært mm. ville formulere det – på en eller anden måde havde »fået noget jazz på sig«. Stod den på et portræt af Manuel Valls, der som fransk indenrigs­minister var kendt for sin hårde kurs overfor romaer, blev det akkompagneret med hæsblæsende jazz manuche, også kendt som gypsy swing. Paolo Contes hæse vokal leverede lydsporet til forsøg på at forklare de tilbagevendende italienske regeringskriser – i hvert fald indtil jeg opdagede pianisten Enrico Pieranunzi.

Hvis man ser bort fra den udsøgte fornøjelse, det er at skrive om Brasilien akkompagneret af bossa nova, giver landegrænser og nationale kanoner imidlertid sjældent ret meget mening, når det handler om musik og i særdeleshed jazz. Nogle gange kan kun den blinde catalanske pianist Tete Montoliu og hans cool elegance skabe klarsyn i en analyse af den spanske premier­minister Mariano Rajoys gådefulde politiske overlevelsesevne. Andre gange skal man ruskes godt og gammeldags igennem af Count Basies Big Band for at holde styr på begreberne i forbindelse med eurokrisen. Og andre igen må man ty til svedig, caribisk latinjazz, når den indledende scene i en reportage om Front National skal sættes troværdigt.

Alligevel sker det af og til. Pludselig, midt i en sætning, smækker hjernens sprogcenter dørene i – som regel på et tidspunkt, hvor deadline nærmer sig truende. Hverken en ekstra kop kaffe, et hurtigt brusebad eller andre stimulanser hjælper, og eneste udvej er den nødudgang, der fører hen og tilbage til et helt andet sted i musikbiblioteket.

Nick Cave er som regel tilstrækkeligt. Af en eller anden grund forstyrrer den australske mørkemand med den insisterende stemme og de grumme historier ikke, tværtimod, og adskillige artikler er blevet reddet på målstregen, mens »Stagger Lee« gik amok, eller hovedpersonen i »The Mercy Seat« mærkede røg stige op fra sit kranium. Nogle gange skal der endnu stærkere sager til, såsom Sonic Youth, Meat Puppets eller et andet af 1980ernes støjrockbands, og det kan ikke afvises, at jeg en dag må helt tilbage og vende hos Dead Kennedys eller Joy Division.

Men det bliver ikke i dag. Det sidste punktum er snart sat, og nu skal klummen bare rettes til. Det er endnu en gang blevet »sleepytime down south«.

Martin Tønner er Berlingskes korrespondent i Barcelona