Ondskabens banalitet

Hvad fik amerikanske soldater til at torturere irakiske fanger? Hvordan kunne de forvandle sig fra gode borgere til uhyrlige bødler? Fordi de fleste mennesker har det i sig, siger en forsker.

Lynndie England som hånende fangevogter i Irak. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

WASHINGTON: Til sidst blev det for meget.

Hun blev træt af at se billederne i avisen, hun blev træt af at høre sin søster portrætteret som en hun-ulv, og fredag eftermiddag - mens forsvarsminister Rumsfeld vidnede i Kongressen i Washington - indkaldte hun til sit eget pressemøde.

»Sådan er min søster ikke. Hun er godheden selv,« sagde Jessica Klinestiver.

På pressemødet udleverede hun private billeder af søsteren; billeder fra gymnasieafslutningen, billeder fra familiesituationer, billeder med søsteren og en kæreste. Billeder af en ung kvinde med æblekinder, som smilede et smittende smil og som havde et charmerende, naivt lillebyblik.

»Det er den rigtige Lynndie,« sagde søsteren.

Måske har hun ret. Måske er det den rigtige Lynndie. Men hvem er så den 21-årige kvinde med æblekinder, som vi i dagevis har set ydmyge irakiske fanger, grine af dem, håne dem og pege på deres kønsdele?

På et af billederne står hun med en smøg i munden og den ene fod på en afklædt fange som en anden Dominiatrix, og på et andet billede trækker hun en nøgen irakisk mand i en hundesnor.

Hvem er den kvinde så?

Det er én og samme kvinde naturligvis.

Det er Lynndie England, født i 1982 i Kentucky, opvokset i Fort Ashby, en landsby i West Virginia. Faderen arbejdede ved jernbanen, og familien boede i en beboelsesvogn bag et værtshus, ned ad en jordvej. Det lyder måske ikke af meget, men de havde det godt, far og mor og tre børn, de led ingen nød, fortæller søsteren og andre bekendte. Lynndie var en vild pige, en drengepige, som ikke var bange for noget som helst, og som ville gøre hvad som helst for at bevise, at hun var lige så sej som drengene.

Lynndie blev student for tre år siden, hun tog et job på et kyllingeslagteri og i et supermarked for at tjene penge og - som en pludselig indskydelse - giftede hun sig med en barndomsven. Kort efter blev hun skilt igen. Lynndie ville på universitet for at læse meteorologi, forældrene tilbød at hjælpe med betalingen, men også her ville hun selv.

»Hun kan være meget stædig,« har hendes mor fortalt. Lynndie meldte sig til militæret. Hun meldte sig for at komme væk fra Fort Ashby og for at få et af militærets universitetslegater.

Sådan gik det til, at hun i februar sidste år endte i Irak, sådan gik det til, at hun i oktober endte som fangevogter i Abu Ghraib fængslet, og sådan gik det til, at hun fredag endte på forsiden af tabloidavisen Boston Herald med et stort portrætfoto og den tommetykke overskrift:

»Iraq's Queen of Mean.« Ondskabens dronning.

Hvordan kan det gå til?
Hvordan kan en ung kvinde, som gik med sin far på jagt, men ikke ville skyde dyrene, fordi hun syntes, det var synd - hvordan kan hun pludselig behandle irakere som dyr?

Forfatteren og forskeren Hannah Arendt brugte udtrykket »ondskabens banalitet« til at beskrive Adolf Eichmann og de andre SS-bureaukrater, som i al deres småborgerlige normalitet og anonymitet foranstaltede verdenshistoriens største massemord. Arendts tese var, at de fleste mennesker, under de forkerte omstændigheder, har det i sig.

Professor Phillip Zimbardo, Stanford University, er enig.

I denne uge genfortalte han i New York Times historien om et banebrydende forskningsprojekt, som han gennemførte i 1971, og som efter hans mening kommer tættest på et svar.

Zimbardo og de øvrige forskere på Stanford tog 24 tilfældigt valgte studerende og delte dem i to hold. Det ene hold var fanger, det andet hold fangevogtere.

Fangevogterne fik frie tøjler til at køre deres fængsel, og i løbet af ganske få dage begyndte mishandlingen. Fangevogterne blev magtfuldkomne og sadistiske. De trak sække over hovedet på fangerne, de tvang dem til at klæde sig nøgne og posere i ydmygende, seksuelle positioner, de pegede på deres kønsdele og sagde fornedrende seksuelle vittigheder. Til sidst udartede forsøget sig sådan, at professor Zimbardo måtte afslutte det flere dage før tid. Det blev for groft, for bestialsk. Fire af fangerne fik psykiske sammenbrud.

Så han er ikke overrasket over de billeder, som han har set fra Abu Ghraib.

»Tværtimod,« siger han til New York Times, »jeg har i min skuffe nogle billeder, der ligner dem nærmest til forveksling. Billederne fra forsøget.«

Sådan vil det gå, hvis ikke fangevogterne er uddannede, og hvis ikke der til stadighed holdes opsyn med dem.

Perspektivet forsvinder
En anden af Stanford-forskerne, professor Craig Haney, påpeger en anden pointe:

Når udenforstående ikke holder fangevogterne i ørerne, så kan opfattelsen af rigtigt og forkert lige så langsomt skride. »Til sidst forstår de ikke, hvor dårligt de opfører sig,« forklarer han.

Lynndie Englands smil på mishandlingsbillederne tyder på, at der er sket sådan et skred i Abu Ghraib, siger han:

»Smilene tyder på, at fangevogterne totalt har mistet perspektivet, at deres normer for behandlingen af mennesker er røget sig en tur.«

Uden uddannelse og opsyn
Stanford-forklaringen er sammenfaldende med, hvad der er kommet ud om forholdene på Lynndie Englands afdeling i Abu Ghraib. Militæret har bl.a. konkluderet:

Fangevogterne var ikke uddannet til at bevogte krigsfanger og mulige terrorister. De var uddannet til at bevogte militære anlæg.

Den nærmeste foresatte, kompagnichefen, var uddannet som persiennesælger, og han overlod en god del af styringen til to af de fangevogtere, der havde en civil baggrund som fængselsbetjente. De to er senere blevet sigtet som hovedmænd i mishandlingen.

Overgrebene foregik især om natten, hvor ingen blandede sig.

Chefen for hele fængselssystemet, general Janice Karpinski, viste sig aldrig i fængslet og havde efter sigende intet begreb om fængselsdrift.

Med andre ord: Ingen uddannelse, intet opsyn i hverdagen, ingen direktiver oppefra. Fangevogterne fastsatte selv deres rutine og deres normer.

Generel forråelse
Andre forskere peger også på, at krig fører til en generel forråelse, og hvis den allerøverste ledelse - det vil sige præsidenten, forsvarsministeren, forsvarsledelsen - lægger op til en krig, hvor det er de gode mod de onde med alle midler, så kan det nemt misforståes ned gennem geledderne.

Det er et synspunkt, som Pentagon på det stærkeste vil anfægte. Både præsident Bush og forsvarsminister Rumsfeld har kontinuerligt talt om, at det er nogle få brodne kar, som står bag, ikke soldaterne som sådan, ikke systemet.

Men det afviser forskerne Linda DePauw og Cynthia Enloe over for webmagasinet Salon. Problemet er ikke nogle få soldater, problemet er hele kommandovejen, siger de, og det er blevet så meget desto værre, hvis højtstående officerer eller CIA eller civile afhøringseksperter - som antydet - har bedt fangevogterne om at »blødgøre« irakerne. Sådan et carte blanche kan fangevogterne ikke administrere, ikke uden opsyn, og klare direktiver.

Det er sammenfaldende med, hvad en af de sigtede fangevogtere, sergent Ivan Frederick, har forklaret i sin dagbog. Han skriver i dagbogen, at CIA afhøringseksperter i november 2003 »stressede en fange så voldsomt, at denne afgik ved døden. De puttede ham i en pose og lagde ham på is i en bruserniche ... Den følgende dag kom sygehjælperne, lagde afdøde på en båre, satte et falsk drop til hans arm og bar ham ud. Fangen blev aldrig registreret, afhøringen fandt dermed officielt aldrig sted,« skriver Frederick.

Det kan ikke andet end føre til en generel korruption, siger eksperterne.

Lynndie England er nu tilbage i USA - som den eneste af de involverede. Hun er gravid i fjerde måned. Faderen til barnet er angiveligt Charles Graner, en af de sigtede fangevogtere og - ifølge sin eks-kone - en voldelig mand. Graner har en fortid som marineinfanterist og som fængselsbetjent, og delstaten Pennsylvania undersøger, om han spillede en rolle i de grove overgreb, som fandt sted i det fængsel, hvor han var ansat.

I går blev Lynndie England officielt sigtet for at have angrebet fanger, for sammen med Charles Graner at have mishandlet fanger og for at have foretaget en usømmelig handling.

Lynndie Englands mor tror, at det hele er blevet for meget for datteren, og at hun har taget skade af Irak.

»Hun fortalte mig for nyligt i telefonen, at hun gemmer sig, når hun hører et lyn, og at hun ofte forestiller sig, at hun er under morterangreb,« siger moderen til New York Times. »Somme tider tror man, at man kan klare alt. Og så finder man ud af, at man ikke kan klare alt. Måske er det, hvad der er sket.«