De omfattende naturbrande i det sydvestlige Frankrig kan få betydning for vinproduktionen i området.

Røgen kan nemlig sætte sig i druerne og give en røgaroma, forklarer Thomas Ilkjær, der er mangeårig vinskribent og leder af Vinakademiet.

- Der er selvfølgelig en helt konkret fare for, at vinmarker bliver brændt ned, men i vinens verden er det ofte mest røgkontaminering, som er den helt store udfordring, siger han.

Røgaromaen kan sætte sig i drueskallerne, og det kan i sidste ende påvirke vinen, forklarer Thomas Ilkjær.

- Det gælder især rødvine, hvor man anvender skallerne i produktionen, siger han.

Næsten 1000 kvadratkilometer i de to departementer Landes og Gironde er brændt væk i den seneste tid.

Thomas Ilkjær kan ikke udtale sig specifikt om, hvilke vinmarker der er påvirket.

Det er dog særligt Bordeaux-området, der er værd at holde øje med, siger han.

- Det er et af de mest kendte vindistrikter i verden, og det vil selvfølgelig få en betydning, hvis vinmarkerne og druerne i området bliver påvirket.

Søndag fortalte borgmesteren i byen Bordeaux, Thomas Cazenave, at man overvejede at evakuere byen.

- Den er omkring 15 kilometer fra indfaldsvejene til byen, sagde han tidligere søndag til Reuters.

Thomas Ilkjær pointerer, at det ikke nødvendigvis er usædvanligt, at vine har en aroma af røg.

- Så handler det om, hvilken type der er tale om, og om man kan leve med, at der er en snert af det, siger han.

Det er særligt skadeligt, når naturbrande opstår tættere på vinhøsten, hvor druerne er modne, forklarer han.

- Det er et mindre problem, hvis det sker i foråret, siger vinskribenten.

Man har tidligere haft lignende udfordringer i blandt andet Californien, der har været plaget af naturbrande. Her har flere vinproducenter måttet skære ned i deres produktion.

RITZAU