Omfattende jordskred i Norge

Et flere hundrede meter langt og bredt jordskred er i gang i Trondhjem i Norge.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Et flere hundrede meter langt og bredt jordskred har ramt tæt ved landsbyen Spongdal nær Trondhjem i Norge. Politiet opfordrer folk til at komme væk i en fart, da faren ikke er drevet over endnu.

- Foreløbigt lyder det fra en helikopter, at jordskredet ikke har ramt gårdene i området, men det udvider sig og nærmer sig gårde, siger Tore Kullo, operationsleder ved Sør-Trøndelag politidistrikt ifølge vg.no.

Han oplyser, at politiet er i gang med at evakuere folk i området, og en lang række personer er allerede fløjet derfra i en redningshelikopter.

Jordskreddet fortsætter

- Vi har ingen kontrol, og det fortsætter med at skride hele tiden, siger Tore Kullo til Aftenspostens hjemmeside.

Her opfordrer han alle i området til at skynde sig ind i deres biler og komme væk så hurtigt som muligt.

Brandvæsenet, politi og ambulancer er til stede nær Spongdal, ligesom to helikoptere svæver over området. Politiet har samtidigt indkaldt sundhedspersonale til området.

Indtil nu er mindst 20 personer evakueret, oplyser hovedredningscentralen ved Sydnorgens politi til ntb.no. En helikopter flyver fra gård til gård og samler beboere op.

Redningsleder ved hovedredningscentralen, Siv Namork, siger, at der ligger flere gårde i nærheden af jordskredet.

- Politiet undersøger, om der er folk i gårdene. Så vil der blive iværksat evakuering, siger redningslederen til VG Nett.

De første meldinger om jordskredet indløb til politiet omkring klokken 10.30 søndag morgen.