Om morgenen fango, om aftenen tango

Efter et kurophold i Bayern togBerlingskes korrespondent på Tanzcáfe,hvor han oplevede at blive budt op afkvinder i deres bedste alder.

PS fra BAD REICHENHALL: Man skal prøve alting mindst en gang her i livet. På nær Haggis, måske.

Så en morgen under min ferie fandt jeg mig pludselig liggende i et badekar indsvøbt i en blanding af mudder og en anden substans, der lugtede endnu fælere, og viklet ind i op til flere lag håndklæder som en russisk baby på 93 kilo.

»Lig stille,« lød kommandoen. Jeg turde ikke andet, fordi den var blevet afgivet af en imponerende blond kvinde, der så ud, som om hun lige var trådt ud af en af akterne i Wagners ring-cyklus. Sieglinde eller Brünhilde?

Efter at have ligget der nogle minutter begyndte der at stige en besynderlig aroma op omkring mig. Det lugtede lidt, som når min farmor lavede brunkål, med en tilsætning af et snøft fra min barndoms gymnastiksale. Det tog nogle minutter, før det stod klart, at det var mig selv, jeg kunne lugte.

Det var simpelthen resultatet af et kvart århundredes journalistgerning med deraf følgende misbrug af kroppen, der nu kom ud takket være indpakningen: Shish-kebaberne og falaflerne i Mellemøsten, gauloiserne og anden røgtobak, curry-pølserne i Berlin, gåseleverpostejen under det franske EU-formandskab, de utallige sandwicher skyllet ned med riesling i pressecenteret i Luxembourg og en hel del mars-bars.

Samt ikke mindst reportagen fra oktoberfesten i München i 1994. Den kom godt nok aldrig i avisen, men det var ikke min skyld. Fotografens billeder var for slørede, viste det sig ved fremkaldelsen næste formiddag, og han nægtede pure at tage en ny runde på festpladsen om aftenen. Det skvat.

EFTER AT JEG havde tilbragt det meste af foråret med at gå rundt lettere krumbøjet med ondt i ryggen gad Fruen ikke at høre på mere af mit piveri og havde dømt kurferie.

Nærmere betegnet i Bad Reichenhall nede i det dybeste Bayern på grænsen mellem Tyskland og Østrig. Det var med visse bange anelser, at jeg troppede op med skræk-historier om, hvordan gæster på kurhoteller med fast håndføring var blevet ledt ud af den del af restauranten, hvor der blev serveret rigtig mad for rigtige mennesker, og ind i diætafdelingen, hvor der ikke var andet end müesli, knækbrød og grapefrugt-juice.

Men det gik gudskelov mere civiliseret til på Hotel Axelmannstein i Bad Reichenhall. Hvis man ville underkaste sig et diæt-regime, så var det frivilligt.

Men som en af hotellets gæster, der havde mere brug for at slanke sig end undertegnede, så var en uge på et kurhotel også alt for lidt til at gøre noget ved helbredet, som han skinhelligt udtrykte det, mens vi tog vores foreskrevne baner i svømmehallen. Tre ugers diæt var absolut minimum, sagde han med den professionelle kurgæsts overbærenhed.

ET PAR DAGE var dog nok til, det gik fremad. Indimellem at Brünhilde havde mig under behandling, kunne man gå ture i kurparken og op og ned ad hovedgaden, hvor folk hilste pænt på hinanden efter god centraleuropæisk skik. Det var næsten lige før, man burde have købt sig en hat, så man havde noget at hilse med. Når man satte sig ned ved en café, var der endda betjening ved bordene, sådan det også en gang var moderne i Dansk Hotel- og Restaurationsforbund.

Hver dag fandt man muskler, man ikke troede, man havde mere. Og til sidst drev det os endda på Tanzcafé om aftenen, hvor jeg oplevede at blive budt op af damer i deres bedste alder. Det var forbløffende, i betragtning af at det normalt kun er nabolagets gale hunde og Jehovas Vidner, der gider at interessere sig for ens person.

Ved afrejsen var der faktisk røget halvandet kilo, hvilket jeg triumferende ville meddele den overbærende herre fra svømmehallen, da jeg tilfældigt om formiddagen stødte ind i ham nede ved banegårdens buffet.

Men han var oven på müeslien i gang med at indtage, hvad der i Bayern går under beskrivelsen morgenmad: To styk weisswürstchen, en saltkringle og en halv liter øl.

Tsk. Tsk.