Olsen-banden ramte en nerve i DDR: »Men ligesom hos Egon, Benny og Kjeld var der aldrig hold i planerne«

Olsen-banden fylder i disse uger 50 år. Og hvad er mere dansk end Erik Ballings folkekære kriminalkomedie? Ikke desto mindre fejrer østtyskerne Olsen-banden, som var de deres egne. Berlingske har været på udstilling i Potsdam uden for Berlin.

Olsenbanden
Den 11. oktober 1968 havde den første Olsen-banden-film premiere. Jubilæet markeres også i det tidligere DDR, hvor gaderne lå øde hen, når der blev vist Olsen-banden i fjernsynet. I sin selvbiografi »Min tid i gule sokker« skriver Morten Grunwald (Benny), at »Olsen-banden er stort set ukendt i Vesttyskland, men den blev kult i Østtyskland. Sådan har det været i flere generationer«. Da Grunwald for nogle år siden optrådte på bogmessen i Leipzig, fik han en modtagelse på banegården, der var et officielt statsbesøg værdig. Billedet er fra »Olsen-banden går i krig« (1978), hvor de tre hovedpersoner forsøger at stoppe Rådhusuret. Det lykkedes kun kortvarigt. Fold sammen
Læs mere
Foto: Nordisk Film NORDISK FILM

En skoleleder, der kommer i kløerne på den østtyske Stasi-tjeneste, fordi hans elever har hængt et skilt op, hvor der står »Frihed til Egon Olsen«. To DDR-soldater foran en graffiti-tegning med Egon og Kjeld på Berlinmuren. Og glade østtyskere, der med Dannebrog i hånden griner af »hellere Egon Olsen end Egon Krenz«.

Det er blot tre eksempler på, at Olsen-banden-udstillingen på filmmuseet i Potsdam, »Mächtig gewaltig«, handler mindst lige så meget om DDR-tiden som om trioen fra Danmark.

Jes Holtsø spillede Børge i Olsen-banden. I dag er han musiker, og i forbindelse med Olsen-bandens 50-års jubilæum giver han flere koncerter i det tidligere Østtyskland. Den 13. oktober spiller han, sammen med Morten Wittrock, på filmmuseet i Potsdam. Den 7. oktober er det »Politiets dag – kan politiet komme på sporet af Olsen-banden«. I workshops vil politiet i Brandenburg diskutere med borgere, hvordan kriminalitet kan forebygges. Fold sammen
Læs mere
Foto: Liselotte Sabroe / scanpix.

Østtysk Olsen-banden-feber

Op til 50-års jubilæet er det tidligere DDR nærmest ramt af Olsen-banden-feber. En TV-kanal genudsender samtlige film og har fået produceret en ny dokumentar om Olsen-banden.

I Dresden afholder Boulevard-teateret festuge og genopfører »vores Olsen-bande« som teaterstykke med efterfølgende »Jubiläumsdisko«. Som prikken over i'et kommer Kjeld og Yvonnes søn, Børge (Jes Holtsø), forbi og giver koncert sammen med Morten Wittrock.

I Rostock kan man melde sig til en dagstur, hvor man går i Olsen-bandens fodspor i Danmark. Gæsterne skal blandt andet se Nordisk Film, det gule palæ fra »Olsen-banden på sporet« i Gedser, Rådhusuret fra »Olsenbanden går i krig« og naturligvis Egon Olsen-vej.

Olsen-banden-fest i Sachsen

Det foreløbige højdepunkt på festlighederne fandt sted i weekenden i Zittau tæt på den polske grænse. Her havde Olsen-bandens tyske fanklub inviteret til en todages fest med utallige filmforevisninger, dansk morgenmad med smørrebrød og rødgrød med fløde og to originale Chevrolet Bel Air foran festlokalet.

Portrætter af skuespillerne og Yvonne snittet i træ manglede heller ikke.

Ifølge arrangørerne er Olsen-banden alt andet end let underholdning. Eller som der stod i invitationen:

»De, der betegner Olsen-banden som en billig »slapstick« eller sågar som kitsch, har enten aldrig set filmene eller forstået dem. Filmene er udtryk for den fineste kunst, hvis mening for alvor kommer frem i detaljerne. Filmmagerne tager systemkritisk kapitalismen, EU, politik og livet i almindelighed ved vingebenet, uden at det går ud over underholdningsværdien.«

»Del af den østtyske identitet«

Netop systemkritikken og forholdet til DDR-tiden er en rød tråd i udstillingen i Potsdam – omend der også er blevet plads til 400 Tuborg-flasker, Bent Fabricius-Bjerres noder til bandens kendingsmelodi og skuespillernes hatte, som man kan tage for eksempel en Yvonne-selfie med.

»Olsen-banden ramte nerven i DDR. Vi drømte også om en bid af friheden og lidt flere penge på kontoen. Men ligesom hos Egon, Benny og Kjeld var der aldrig hold i planerne,« siger Angelika Müller fra filmmuseet i Potsdam til Berlingske.

Museumsarrangørerne går skridtet videre og betegner »de danske film som en del af den østtyske identitet og historie«. I DDR-tiden var der ikke mange udenlandske film, der slap igennem censuren, og DDR-staten havde næppe ladet det ske, hvis de havde vidst, at Erik Ballings film kunne blive opfattet som en systemkritik af arbejder- og bondestaten.

På filmmuseet i Potsdam kan fans af Olsen-banden tage selfier med bl.a. Yvonnes store hat. Her ses Kirsten Walther, der spillede Yvonne i filmen »Olsen-banden deruda'«. Fold sammen
Læs mere
Foto: Nordisk Film/Scanpix.

»Dem deroppe« mod »os hernede«

»Filmene handlede jo om den lille mand, der kæmper mod det kapitalistiske system. »Dem deroppe« mod »os hernede«. Det kunne vi identificere os med, ligesom det for os var en uopnåelig drøm at tage til Mallorca eller for den sags skyld Danmark,« fortsætter Angelika Müller. Ifølge Müller er det også én af årsagerne til, at filmene aldrig slog an i Vesttyskland. »De kunne jo rejse hen, hvor de ville.«

Angelika Müller, Filmmuseet i Potsdam, Berlin

»Filmene handlede jo om den lille mand, der kæmper mod det kapitalistiske system. »Dem deroppe« mod »os hernede«. Det kunne vi identificere os med, ligesom det for os var en uopnåelig drøm at tage til Mallorca eller for den sags skyld Danmark.«


Fængende synkronisering

Den østtyske synkronisering fra dansk til tysk med flere kendte DDR-skuespillere var en anden årsag til, at Olsen-banden blev en »Strassenfeger« – altså en film, der bogstaveligt talt fejede gaderne øde.

»I vesttysk TV havde de en skrækkelig synkronisering, hvor alle nuancer og danske vittigheder blev fjernet. For de var jo ikke noget særligt for en vesttysker. Men for os var de et vindue til verden,« fortæller en tresårig østtysk museumgænger, der forsøger at videregive sin egen fascination af Egon og co. til sit seksårige barnebarn.

Hun har nu lidt svært ved at se meningen i et langt TV-indslag med Olsen-banden i 80ernes DDR-TV, hvor Egon, Benny og Kjeld for første gang møder deres oversættere, og Kjeld pludselig synger operette.

Hendes bedstefar beretter nu, at han har holdt ferie flere gange i Jylland – på grund af »Die Olsenbande fährt nach Jütland«.

»Die Panzerknackerbande« i Vesttyskland

Synkroniseringen kom ubevidst til at appellere endnu mere til østtyskerne. Flere gange greb censuren ind og insisterede på en omskrivning.

For eksempel blev henvisningen til hemmelige NATO-dokumenter erstattet med udtrykket »informationer, der er så hemmelige, at ingen ved, om man overhovedet må vide, at man ikke må vide det«. Det fik straks østtyskernes tanker over på Stasi-tjenesten.

Den mere politisk korrekte oversættelse af »Skidegodt, Egon!« til »Mächtig gewaltig« blev en fast vending på den anden side af jerntæppet, mens vesttyskere den dag i dag blot stirrer målløst, når de hører udtrykket. I Vesttyskland hed Olsen-banden nemlig »Die Panzerknackerbande«.

Som at reparere en Trabi

Endelig kunne østtyskerne langt bedre end de mere velhavende vesttyskere forholde sig til Egons utallige planer, hvor man skulle udrette små mirakler med helt normale ting som en ballon, et pornoblad og en ølflaske.

»DDR-publikummet kunne genkende de mange improviserede trick fra deres hverdag. Mange østtyskere, der byggede deres eget hus eller reparerede deres Trabi, så sig selv i Egon, Benny og Kjeld,« skriver en tysk avis.

Olsen-banden var mest populær i området omkring Dresden, hvor man ikke kunne modtage de forbudte vesttyske TV-kanaler. Den dag i dag kommer langt hovedparten af Olsen-bandens fanklub i Tyskland fra Dresden og resten af delstaten Sachsen.

»Jeg har en plan.« Egon Olsens mange planer, hvor man næsten skulle udrette mirakler med små hverdagsting som en ølflaske, ballon eller tegnestift, fik mange østtyskere til at tænke på deres egne håbløse planer med at reparere deres Trabi-biler. Olsen-banden var mest populær i Sachsen, hvor indbyggerne omkring bl.a. byen Dresden ikke kunne modtage vesttysk TV. Området blev derfor betegnet som dalen for dem, der ikke havde nogen anelse om, hvad der foregik (»Tal der Ahnungslosen«). Fold sammen
Læs mere
Foto: JAN WOITAS / AFP / scanpix.

»Freiheit für Egon Olsen«

I DDR-tidens sidste årti betød den store identifikation med Egon Olsen, at fiktion og virkelighed flere gange smeltede sammen.

Inspireret af en chilensk aktion under Pinochet-regimet – »Frihed for Luis Corvalan« – bragte elever i Zwickau i Sachsen i 1982 deres skoleleder i problemer. De satte nemlig en plakat op – »Frihed for Egon Olsen«. Af de originale Stasi-papirer, der er udstillet i Potsdam, fremgår det, at det var en sag, som myndigheder tog særdeles alvorligt.

Tilsvarende kan man på museet se, hvordan Egon Olsen dukkede op i gadebilledet i DDR-statens sidste dage.

Få dage før DDR-lederen Erich Honecker i oktober 1989 blev afløst af Egon Krenz som DDRs nr. 1, fik Stasi en indberetning fra Sachsen-Anhalt. En kritiker havde skrevet »Hellere Egon Olsen end Egon Krenz« på væggen.

»Hellere Egon Olsen end Egon Krenz« havde en utilfreds østtysker skrevet med kridt, få dage før Egon Krenz afløste Erich Honecker som leder i DDR i oktober 1989. Krenz (til venstre), der her ses sammen med Sovjetunionens leder Mikhail Gorbatjov, fik en kort karriere som regeringschef. Den 9. november 1989 væltede Berlinmuren, og den 6. december 1989 trådte han tilbage. På udstillingen om Olsen-banden i Potsdam kan man også se et fotografi af Berlinmuren med Egon og Kjeld-grafitti. Fold sammen
Læs mere
Foto: TASS / AFP / scanpix.

Ballings Erika

Selvom de tidligere DDR-borgere naturligvis godt er klar over, at filmene er danske, vil de uden tvivl igen spille en rolle, når tyskerne næste år markerer 30-året for Berlinmurens fald.

Ligesom ved 25-års jubilæet vil forskelle og ligheder mellem øst- og vesttyskere blive endevendt. Fascinationen af Olsen-banden er én af de mere uskyldige. Forskelle i erfaring med politisk diktatur, overvågning, varemangel og indvandrere hører til i den mere alvorlige ende.

En ung Erik Balling ses her ved skrivemaskinen. Balling skrev sammen med Henning Bahs manuskripterne til Olsen-banden på en østtysk Erika-skrivemaskine. Det foregik ofte i Paris. På udstillingen for Olsen-banden i Potsdam kan man se Ballings originale Erika. Man kan også samle ind til istandsættelsen af Olsen-bandens kommandopost fra filmen »Olsen-banden på sporet«. I 2014 skulle bygningen rives ned, men et initiativ taget af Olsenbandenfanclub Deutschland og Olsen Banden Fankub DK gjorde, at den blev reddet. Nu skal den imidlertid renoveres. Fold sammen
Læs mere
Foto: Børge Lassen.

At der er én ting, hvor Olsen-banden rent faktisk er mere østtysk end dansk, fremgår af udstillingens omtale af Erik Balling. Her kan man nemlig beundre den skrivemaskine, som Balling skrev sine manuskripter på.

Det er en Erika-skrivemaskine, der blev produceret i DDR og var eksportvare til Vesten. I 1991 stoppede produktionen. Ikke fordi virksomheden som så mange andre blev udkonkurreret af et vesttysk firma, men fordi computeren meldte sin ankomst.

I dag kan skrivemaskinerne ligesom Olsen-banden-film købes på Ebay.

Udstillingen »Mächtig gewaltig. Die Olsenbande kommt nach Potsdam« kan ses på Filmmuseet i Potsdam, Breite Strasse 1A, indtil 17. februar 2019.