Oliver Twist-syndromet

Præsident Bush ville skabe en regering, som hjalp de mennesker, der trængte til hjælp. Men i stedet fik han et regeringsapparat præget af korruption og inkompetence – for i hans sort-hvide verden blev en korrupt og ukvalificeret ven bedre end en nøgtern kritiker Jack Abramoff blev én af de store skurke.

Foto: Gerald Herbert

Hvis det havde været en tegnefilm, havde der været en boble over tilskuerne. I boblen havde der stået et stort »Gisp.«

Hvis det havde været en spillefilm, havde kameraet fokuseret på en tilskuer, og vi havde set ham blinke vantro med øjnene.

Men det var hverken en tegnefilm eller en spillefilm, snarere film noir, og Jack Abramoff, kulissekongen i Washington, kom ud af retsbygningen, og han kom ud »klædt i dybt skyldig«, som modekritikeren Robin Givhan skrev.

Den tidligere vægtløfter havde pakket sig ind i en billig, sort frakke, som var et nummer for lille, han havde knappet den tæt og bæltet den uklædeligt lavt, og på hovedet havde han en fedora, den slags som man ser på hovedet af gangstere med tilnavne som »Fatso«, »Lefty« og »Big Jim«.

»Den store mand er på vej ned,« skrev Robin Givhan, »og det er ikke kønt. Han kunne ikke have fremstået mere skyldig, mere bisset og mere usympatisk – selv ikke hvis han var kommet ud af retsbygningen svingende med et baseballbat og havde råbt, at hans fjender nu sov med fiskene.«

AT HØRE FØRENDE REPUBLIKANERE tale om den offentlige sektor er som at høre salig Mogens Glistrup dundre mod »bureaukrater« og »papirnussere«.

Præsident Warren Harding sagde i sin tiltrædelsestale i 1921, at den offentlige sektor skulle ud af forretningslivet, og forretningslivet skulle ind i den offentlige sektor, og det var Republikanernes mantra frem til mantraets fallit ved det store krak i 1929. Barry Goldwater blev i 1964 Republikanernes præsidentkandidat på sit korstog mod kommunisme og offentlig indblanding, og præsident Reagan sagde de berømte ord om, at »regeringsindblanding ikke er løsningen; regeringsindblanding er problemet.«

Partiets stærke mand i det seneste årti, Tom DeLay, forudsagde, at »når vi er færdige, vil der formentlig ikke længere være en offentlig administration, og det vil passe mig fint«, og én af Republikanernes chef-aktivister, Grover Norquist, taler om at krympe den offentlige sektor så meget, at han til sidst kan »trække den ind i badeværelset og drukne den i badekarret.« Der er således ikke tale om den slags retorik, som man kan høre fra europæiske borgerlige – et krav om at effektivisere den offentlige sektor, strømline bureaukratiet, fjerne de værste vildskud, nej, der er tale om en form for nihilisme, en religiøs antipati mod den offentlige sektor. Tom DeLay var tidligere skadedyrsudrydder, han reklamerede med at være »den bedste væseldræber i Houston«, og han kaldte miljømyndighederne for »et moderne Gestapo«, og det er, hvad det er: En skadedyrsudrydders antipati, en skadedyrsudrydders logik over for den offentlige sektor.

MEN HER ER DET STORE SPØRGSMÅL:

sker der, når sådan en religiøs antipati ender med at skulle styre genstanden for den religiøse antipati – den offentlige sektor?

Svaret står at læse i en ny bog, »The Wrecking Crew«, og svaret er to-fold.

For det første vil mange af de nye magthavere betragte den offentlige sektor, akkurat som Fagin betragtede Oliver Twist og de andre børn; ikke som en mulighed for at gøre noget godt, men som en mulighed for at berige sig selv.

For det andet vil mange af de nye magthavere sørge for at udhule den offentlige sektor – gennem politiske ansættelser og inkompetence og gennem beslutninger, som er i modstrid med den pågældende sektors mandat. F.eks. – og meget aktuelt – når finansmyndighederne får besked på ikke at holde øje med finanshusene på Wall Street.

JACK ABRAMOFF VAR EN BØLLE, altid en bølle. I gymnasiet var han en mestervægtløfter, og han brugte sin fysiske styrke til at komme efter dem, der ikke havde en tilsvarende styrke. En musiker har fortalt, hvordan Abramoff i skolen altid var efter ham, og hvordan han skubbede ham og hans cello ned ad en trappeopgang.

Jack Abramoff tog den samme holdning med sig ind i ungrepublikansk politik, og i 1994 kom han til Washington. Republikanerne havde netop vundet flertallet i Kongressen, Tom DeLay var steget til tops, og der var en konservativ eufori i luften. Nu skulle der laves penge, nu skulle der laves magt, nu skulle socialister og cellospillere jages ud af byen, og Abramoff slog sig ned som lobbykonge. »Jeg vil kun repræsentere klienter, som jeg er enig med – jeg vil kun repræsentere konservative mål,« proklamerede han.

I princippet er der ikke noget korrupt i lobbyisme. En medicinalvirksomhed ansætter f.eks. en lobbyist til at tale virksomhedens sag over for politikerne eller betaler en freelance lobbyist som Abramoff for at gøre det. Hvis det foregår offentligt og gennemskueligt, er der intet odiøst i det.

Men Abramoff og DeLay og andre toprepublikanere opfandt en anden model, som vi kan kalde »penge-ind-penge-ud«-modellen. Virksomheder, organisationer og enkelte personer betalte til lobbyisterne, og de betalte til republikanske enkeltpolitikere, det republikanske parti eller til konservative organisationer. Til gengæld fik de det store sugerør ned i statskassen. Enten i form af gunstige love, direkte tilskud eller kontrakter, og i lobbykredse talte man om, at enhver dollar, som blev investeret korrekt, ville give et afkast på 163.536 procent.

HVAD ER EN KORREKT INVESTERING?

Lad os spørge hos eLottery, en spiltjeneste, som i 1998 frygtede et amerikansk forbud mod online gambling. Højrereligiøse republikanere ville have sådan et forbud.

eLottery gik til Abramoff, betalte ham 100.000 dollar om måneden, og Abramoff sørgede for at smøre hele vejen gennem systemet. Han sendte penge til en højrereligiøs leder, Lou Sheldon, og til den tidligere chef for Christian Coalition, Ralph Reed, og de to begyndte til gengæld at bearbejde republikanske toppolitikere. Abramoff delte penge ud til gruppeformand DeLays stabschef og inviterede DeLay og stabschefen på en golfrejse til Sct. Andrews i Skotland, og han betalte en organisation for at hyre stabschefens kone til en freelance opgave, alt sammen for eLotterys penge.

Hele kampagnen kostede e-Lottery to mio. dollar, men selskabet fik smæk for skillingen. Til græsrøddernes chok droppede den republikanske top i Kongressen 24. oktober 2000 forslaget om forbuddet, og få år senere nåede onlinespil en omsætning på ti mia. dollar.

Så alle vandt.

eLottery fik forbuddet skrinlagt – og vandt. Abramoff, de involverede højrereligiøse ledere og ditto republikanske politikere tjente kassen – og vandt.

Eller næsten alle vandt.

For selvfølgelig var der tabere. F.eks. ludomaner og skattevæsenet. 65 procent af de mennesker, der spiller online, er patologisk afhængige af spil, fastslår University of Connecticut, og internetspil betyder, at milliarder går uden om skattevæsenet. Men den største taber var – og er – uden tvivl den politiske proces, for eksemplet med eLottery repræsenterer en kortslutning af demokratiet. Det er republikansk politik at gå imod online-spil, vælgerne har stemt på Republikanerne, fordi de går imod online-spil, men en sofistikeret kampagne fik en række republikanske politikere til at sætte deres penge højere end deres principper, og de stemte derefter.

Den slags hedder korruption.

I 2004 omsatte lobbyindustrien i Washington for over to mia. dollar, og til sidst – som altid – druknede den i sin egen grådighed. Abramoffs bestikkelser kom frem, og siden er 60 republikanske politikere, organisationsledere og stabsmedlemmer på den ene eller anden måde blevet hvirvlet ind i korruptionssager, bl.a. gruppeformand Tom DeLay og viceindenrigsminister Stephen Griles, senator Ted Stephens og vicedirektøren for CIA, Kyle Foggo.

MAGT KORRUMPERER, og magt korrumperer også demokrater, men er det ikke så meget nemmere at lade sig korrumpere, hvis man i forvejen har en religiøs antipati over for den offentlige sektor? Er det ikke nemmere – som Fagin – at udnytte børn, hvis ikke man bryder sig om børn?

Det er det ene problem ved at sætte religiøse modstandere af den offentlige sektor til at styre den offentlige sektor – selvberigelsen.

Det andet problem er politiseringen.

Morton Blackwell, et medlem af Ronald Reagans inderkreds, påpegede i 1981, at en konservativ regering vil stå over for et dilemma, når den skal besætte nøglejob i en administration: Skal den ansætte kompetente eller konservative kandidater, for det er kun få kandidater, der er begge dele, sagde han. Ved sådan et valg må en republikansk regering til enhver tid vælge de politisk pålidelige, fastslår Grover Norquist, influeret af Josef Stalin og citeret i bogen »The Wrecking Crew«: »Først må vi fjerne alle venstreorienterede fra den politiske proces. Dernæst må vi sørge for, at de konservative sætter sig på de politisk magtfulde positioner.«

Det var på den måde, Stalin vandt magten i Sovjet, siger Norquist. Stalins rival, Trotsky, »var ude i marken og kæmpede mod den hvide hær, og da han kom tilbage, havde Stalin placeret alle sine folk i magtapparatet.«

En præsident kan uden spørgsmål placere 3.000 topfolk i forbundsadministrationen, og »Bush-regeringen gik længere end nogen som helst anden regering med at placere politiske loyalister og give dem magt over bureaukratiet,« som Time har konstateret. Og kvalifikationerne var underordnede.

Det mest kendte eksempel er Michael Brown, en tidligere dyrskuedommer, der endte som chef for den amerikanske beredskabsstyrelse, fordi han var republikaner, og fordi han havde gået i skole med Bushs tidligere stabschef.

Men Brown er kun toppen af kransekagen, og her er fem andre eksempler på, hvordan forbindelser og politisk loyalitet overtrumfer kvalifikationer:

JULIE MYERS havde ingen lov-og-orden erfaring, men ikke desto mindre blev hun udnævnt til chef for USAs næststørste politistyrke, immigrations- og grænsekontrollen. Hun var i familie med den republikanske senator Kit Bond.

STEPHEN GRILES var cheflobbyist for olie- og kulindustrien, men i 2001 blev han udnævnt til viceindenrigsminister med ansvar for bl.a. olieboringstilladelser. Industrien gav ham et gyldent håndtryk på 1,1 mio. dollar med på rejsen.

PAUL HOFFMANN var erhvervschef i en lille by i Wyoming, men han blev hyret som chef for de amerikanske nationalparker og planlagde at åbne parkerne for minedrift og olieboring.

STEWART SIMONSON var jurist hos det amerikanske svar på DSB og uden sundhedserfaring, men han kendte ministeren, og Simonson er i dag vicesundhedsminister med ansvar for bioterror og epidemier.

DAVID SAFAVIAN var lobbyist og god ven med Jack Abramoff, og han endte som logistik- og indkøbschef i Det Hvide Hus med ansvar for et budget på 300 mia. dollar.

AT UDNÆVNE POLITISKE CHEFER uden relevante kvalifikationer – og at gøre det så gennemført – rammer på et tidspunkt en regerings generelle kompetenceniveau.

Når en monsterorkan kommer op gennem Den Mexicanske Golf og drukner New Orleans, så er beredskabet i hænderne på en dyrskuedommer, som forud for orkanen kun posterede én mand i New Orleans. Når nøgterne analytikere advarer mod det amerikanske kredit- og finansmarked – om at det simpelthen er overophedet – så afviser chefen for finanstilsynet advarslen. Han er en tidligere republikansk politiker med en tyrkertro på det frie marked og skattelettelser. Når tre amerikanske soldater dør hver dag i Irak, og landet synes at glide mere og mere ud i ragnarok, så er genopbygningen i hænderne på bl.a. to kåde ungrepublikanere, som har ansvaret for Iraks statsbudget, og en god ven af Rudy Giuliani. Vennen skal uddanne irakiske politistyrker, men han sover hele dagen og fester hele natten.

Alt sammen, lagt sammen fra krise til katastrofe, giver indtrykket af en regering, som svigtede, hver gang den skulle være der, og en offentlig sektor, som blev offer for sine egne herrers religiøse antipati.

Og det var faktisk ikke, hvad præsident Bush ville.

Han sagde i 2000, at han ville have en kompetent offentlig sektor, som kunne hjælpe, hvor den skulle hjælpe, og hvis han havde fortsat, hvad han begyndte i 2001, og hvis han havde fortsat med at være en samler, ikke en spreder, ville verden måske have set ganske anderledes ud i dag.

Men han blev fanget af sin egen godt-mod-ondt terminologi, han blev fanget af den virkelighed, som spindoktor Karl Rove og vicepræsident Dick Cheney præsenterede ham for, en bunkermentalitet hvor kritik var ensbetydende med højforræderi, og hvor en korrupt og ukvalificeret ven var bedre end en nøgtern kritiker.

JACK ABRAMOFF STOD I FORRIGE UGE foran dommeren, som idømte ham en langvarig fængselsstraf.

»Jeg står foran jer som en knækket mand,« sagde Abramoff. »Mit navn er kilde til morskab, synonymt med perfiditet ... og det vil formentlig aldrig ændre sig.«

Det er ikke en tegnefilm eller en spillefilm.

Snarere film noir.