Oligark i eksil hjemsøger Putin

Vladimir Putins opgør med rivalen Mikhail Khodorkovskij genopstår som international inkassosag. Belgien og Frankrig fastfryser russiske bankkonti. Moskva truer med indgreb mod udenlandsk ejendom.

Årsagen til den gigantiske inkassosag mod Rusland blev grundlagt, da det russiske olieselskab Yukos blev tvunget ud i konkurs, efter at selskabets topchef, Mikhail Khodorkovskij (billedet), i 2003 blev fængslet og senere dømt for skattesvig og bedrageri. Her taler han onsdag om Rusland og Vesten på en konference arrangeret af Atlantic Council in Washington. Foto: Jim Watson Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

MOSKVA: Det handler om oliemilliarder, men det handler også om meget mere end det. Et gigantisk erstatningskrav på 330 milliarder kroner har åbnet en ny front i den diplomatiske krise mellem de europæiske lande og Rusland.

Myndighederne i Belgien og Frankrig har de seneste døgn fastfrosset talrige bankkonti tilhørende den russiske stat. Det sker, fordi Rusland har undladt at udbetale erstatning til 55.000 aktionærer fra det hedengangne russiske olieselskab Yukos.

I Frankrig er russiske konti i 40 banker blokeret. Det gælder blandt andet midler tilhørende det statslige nyhedsbureau TASS og et statsligt russisk TV-selskab i Frankrig, rapporterer russiske medier.

I Belgien har indgrebet ramt »flere dusin« statslige virksomheder og organisationer, skriver nyhedsbureauet Reuters.

Fastfrysningen sker som følge af en afgørelse ved en international voldgiftsret i Haag. Sagen er anlagt af aktionærer i Yukos, Ruslands engang største olieselskab.

»Rusland har ikke gjort noget forsøg på at kontakte os, og de har gjort det meget klart, at de ikke vil betale, så vi har ingen anden udvej,« siger Tim Osborne, der er leder af et holdingselskab for Yukos-aktionærer.

Yukos blev tvunget ud i konkurs, efter at selskabets topchef, Mikhail Khodorkovskij, i 2003 blev fængslet og senere dømt for skattesvig og bedrageri.

Khodorkovskij var Ruslands rigeste mand og en af den russiske præsident Vladimir Putins vigtigste politiske rivaler. Putin har offentligt beskyldt Khodorkovskij for at have »blod på hænderne«.

De fleste af Yukos’ oliefelter blev kort efter overtaget af de to statsejede energiselskaber, Gazprom og Rosneft. Det skete på baggrund af en anden retssag, der ifølge den internationale voldgiftsret var åbenlyst politisk motiveret.

330 milliarder kroner i erstatning

Haag-domstolen dømte sidste år Rusland til at betale 330 milliarder kroner i erstatning til aktionærerne.

Den russiske regering overskred i sidste uge den sidste frist for at præsentere en plan for udbetaling af erstatningen, siger Tim Osborne.

Ifølge ham er der ikke tale om inddragelse af ejendom men en fastfrysning, der skal forhindre, at værdier føres ud af de to lande.

Hverken de franske eller de belgiske myndigheder har udtalt sig om sagen. Både den russiske regering og russiske banker bekræfter, at der er sket en fastfrysning af ejendom.

Det samme gør den tidligere Yukos-chef Mikhail Khodorkovskij. Han blev løsladt i 2013 efter mere end et årti bag tremmer. Han bor nu i selvvalgt eksil i Schweiz.

»Det et signal om, at tyveri ikke forbliver ustraffet, uanset hvor magtfuld tyven forekommer,« skriver han i en skarp kommentar.

Reaktionerne fra den russiske regering er til gengæld rasende. Landets udenrigsminister, Sergej Lavrov, advarer om, at sagen kan medføre inddragelse af udenlandsk ejendom i Rusland.

»Svaret vil være gensidigt. Det er uundgåeligt,« siger Lavrov til avisen RBK.

Belgiens ambassadør til samtale

Belgiens ambassadør i Moskva blev torsdag kaldt til samtale i det russiske udenrigsministerium. Ifølge ministeriet kan Rusland inddrage belgisk ejendom, »herunder ejendom tilhørende den belgiske ambassade i Moskva«.

En af den russiske præsidents nærmeste allierede, chefen for de russiske statsbaner, Vladimir Jakunin, siger, at de europæiske myndigheders beslutning er taget af »idioter«, som han »kun kan råde til at søge hjælp hos en psykiater«.

Ifølge erhvervsavisen Financial Times er der tale om den største erstatning i en voldgiftssag nogensinde.

Hvis de mange milliarder dollar skal findes ved at foretage udlæg i ejendom, så kan det kun ske, hvis værdier tilhørende russiske statsgiganter som Gazprom og Rosneft inddrages, skriver avisen.

Det vil til gengæld kaste Europa og Rusland ud i en dyb diplomatisk krise, der vil føje nye frostgrader til den isvinter, som den væbnede konflikt i Ukraine forlængst har indvarslet.

Ifølge aktionærerne er sagen kun lige begyndt. Lignende indgreb kan være på vej mod russisk ejendom i USA, Storbritannien og Tyskland.

»Vi er bekymrede. Vi forventer, at flere lande vil tage lignende skridt,« sagde Andrej Belousov, en økonomisk rådgiver i Kreml.

Den russiske regering meddelte fredag, at man vil indlede en ny sag for at få den internationale retsafgørelsen omstødt.