OL-byens luft stadig forurenet

Beijing arbejder nu med en nødplan, der skal få forureningen væk inden OL begynder.

Foto: Christina Hu / Reuters

BEIJING: Forureningen har ikke forladt Beijing. Og der er kun 16 dage, til OL begynder.

Det er dårligt nyt. For i søndags gik Beijing i gang med sidste del af en omfattende plan, der skal drive forureningen ud af byen. Hundreder af fabrikker og byggepladser er blevet lukket, og halvdelen af de 3,3 mio. biler er fjernet fra vejene.

Ifølge de officielle målinger er luften blevet bedre i Beijing. Men i går morges hang disen stadig over byen. Og det kan tage op mod 20 dage, før man kan se, om den storstilede plan har hjulpet på forureningen, sagde det lokale bureau for miljøbeskyttelse i går til avisen Jiefang Ribao.

Derfor er bureauet begyndt at arbejde på en nødplan.

Siden i søndags har man kun måttet køre i sin bil hver anden dag. Men der skal endnu flere biler væk fra vejene. Måske endda helt op til 90 procent af alle køretøjer. Samtidig skal naboprovinserne også skære ned i antallet af køretøjer.

Naboprovinserne skal også i gang med at lukke endnu flere fabrikker. For eksempel cementfabrikker, støberier og kraftværker, som der allerede lukkede hundreder af i søndags.

Bureauet har ikke sagt, hvornår de vil sætte nødplanen i gang. Det vil ske, »hvis luftkvaliteten ikke står mål med OL-kravene.«