En mand er natten til fredag dansk tid i den amerikanske delstat Florida blevet henrettet med en dødelig indsprøjtning.

Samtidig er en anden mand - der også var dømt til døden - i delstaten Oklahoma i sidste øjeblik blevet benådet.

Det skriver nyhedsbureauet AFP natten til fredag dansk tid.

66-årige Bryan Jennings blev henrettet med en dødelig indsprøjtning i et statsfængsel i Florida. Han havde en baggrund som marinesoldat og var dømt for i 1979 at have begået voldtægt og drab på en seksårig pige ved navn Rebecca Kunash.

Henrettelsen af Jennings er den 16. henrettelse, der i år har fundet sted i Florida, som er den delstat, der i 2025 har udført flest henrettelser. Delstaterne Alabama og Texas har hver udført fem henrettelser indtil videre.

I delstaten Oklahoma var det natten til fredag også meningen, at der skulle udføres en henrettelse. Det gjaldt den 46-årige indsatte Tremane Wood, der er dømt til døden for drab på den 19-årige Ronnie Wiph under et røveri i 2002.

Wood blev dog i sidste øjeblik benådet af Kevin Stitt, som er republikansk guvernør i Oklahoma.

Det skete, efter at delstatens benådnings- og prøveløsladelsesnævn med stemmerne tre mod to anbefalede en benådning af ham.

Tremane Woods storebror, Jake Wood, har sagt, at det var ham, der under røveriet med stik slog Ronnie Wiph ihjel. Jake Wood begik selvmord i et fængsel i 2019.

- Efter en grunding gennemgang af fakta har jeg valgt at acceptere benådnings- og prøveløsladelsesnævnets anbefaling om at omstøde Tremane Woods straf til livstid uden mulighed for prøveløsladelse, lyder det i en udtalelse fra Kevin Stitt.

- Det afspejler den samme straf, som hans bror modtog for deres drab på en uskyldig ung mand, og det sikrer en streng straf, der holder en voldelig gerningsmand væk fra gaderne for altid.

/ritzau/