Og hvad kan vi så lære af Vietnam?

Det begyndte stilfærdigt, og til sidst eksploderede antallet af amerikanske soldater i Vietnam - fra 24.000 til 429.000 på to år - og resultatet var stadig et nederlag. Er det, hvad vi også risikerer i tilfældet Irak?

SANTA FE: Det er ordet, som altid optræder. Den uundgåelige parallel: Vietnam.

Både den ene og den anden side i debatten om præsident Bushs plan finder genfærdet frem af gemakkerne - med forskellige motiver.

Kritikerne peger på, at USA også foretog en troppe-eskalering i Vietnam, og at antallet af soldater ikke påvirkede andet end antallet af faldne. Nederlaget var givet.

Omvendt bruger de neokonservative Vietnam, når de skal argumentere mod demokraternes idé om at lukke for pengekassen til krigen. Det var, hvad de også gjorde dengang, og det kostede USA sejren, siger de.

Så hvad skete der egentlig i Vietnam - og hvad kan vi lære af det nu?

Først eskaleringen.

I 1964 havde USA 21.000 militære rådgivere i Sydvietnam, og efter det omstridte angreb i Tonkin-bugten blev de første egentlige kamptropper sendt til Sydøstasien, og samtidig overtog general Westmoreland kommandoen. Westmoreland var en traditionalist, som aldrig før havde stået over for guerillakrig, og han mente, at det eneste svar var endnu flere soldater, helikoptere, kanoner og bombardementer. I 1965 var der 120.000 amerikanske soldater i Vietnam, og Westmoreland bad præsident Johnson om det tredobbelte - og han fik det. I 1966 var der 429.000 soldater i Vietnam, og Westmoreland lovede, at i løbet af to år ville sydvietnameserne selv kunne udkæmpe krigen, og amerikanerne kunne vende hjem.

Nixon trappede ned
Men sådan gik det ikke. Tværtimod steg behovet for soldater - i det mindste ifølge Westmoreland - og han krævede til sidst 700.000 mand.

Præsident Nixon begyndte at reducere antallet af soldater, i 1971 var der knap 200.000 amerikanere tilbage i Vietnam, og planen var, at regeringen i Saigon selv skulle tage over og imødegå kommunisterne fra nord.

Spørgsmålet er så, hvad der skete?

Ifølge flertallet af historikerne magtede sydvietnameserne ikke opgaven, deres armeer kollapsede på alle fronter, og 29. april 1975 foretog USA sin ydmygende evakuering af ambassaden i Saigon. Men en række mere konservative historikere og analytikere peger på en anden grund til nederlaget, en slags moderne dolkestødslegende, hvor sydvietnameserne i samarbejde med amerikanerne i virkeligheden var lige ved at vinde, og det mislykkedes kun, fordi krigsmodstanderne i den amerikanske kongres lukkede for pengene. Nixons forsvarsminister Melvin Laird skrev således sidste vinter i magasinet Foreign Affairs, at det var Kongressen, som ved at lukke for bevillingerne, »snuppede nederlaget ud af sejrens kløer«.

Kongressens magt
Kongressen vedtog dengang en række resolutioner, som lagde låg på bevillingerne til krigen. I 1970 forbød en resolution at finansiere militære operationer i Vietnams naboland, Cambodia. I juni 1973 fastslog Kongressen i sit budget for økonomisk hjælp til allierede, at ingen af midlerne måtte bruges til »kampformål« i Vietnam, og i december 1974 fastslog Kongressen, at antallet af amerikanske soldater inden for seks måneder skulle skæres ned til 4.000 mand.

Kongressen har også i andre tilfælde brugt sin økonomiske magt til at begrænse en præsident og hans sikkerhedspolitik. Det skete i 1983 i Libanon, det skete i 1984, hvor antallet af amerikanske NATO-styrker i Europa blev begrænset, og det skete i 1993 i Somalia.

Men er det ikke ligegyldigt, hvad der skete i Vietnam? Nu er nu - og Vietnam er 30 år siden.

Det er ikke ligegyldigt. Tag diskussionen om bevillingerne til krigen. Hvis Kongressen vælger at vedtage den resolution, som senator Edward Kennedy har fremlagt, og som vil begrænse USAs militære indsats i Irak, så risikerer politikerne at blive mødt af dolkestødslegenden fra dengang - beskyldninger om, at de endnu engang svigter amerikanske soldater og deres retsindede allierede, og at de igen defaitistisk »snupper nederlaget ud af sejrens kløer«. Omvendt er krigstilhængerne sensitive over for parallelerne til troppe-eskaleringen dengang og nu. Det virkede ikke i Vietnam, ikke engang med 429.000 mand, og hvorfor skulle det så virke nu? Resultatet i Vietnam var en totalkrig, som på begge sider og sammenlagt kostede over en million døde, og hvorfor skulle det gå anderledes i Irak?

I krig er historien tilsyneladende aldrig død. Den er ikke engang historie.Læs mere om Irak-krigen på næste side