Offensiv ved Tora Bora i Afghanistan

Medlemmer af al-Qaeda skjuler sig igen i Tora Boras tunnelsystemer.

Amerikanske og afghanske styrker fortsætter med støtte fra fly en større offensiv mod militante fra al-Qaeda i Tora Bora bjergene tæt ved Pakistans grænse.

Mange steder i de stejle bjergsider i Tora Bora er der bygget et sindrigt netværk af tunneler og huler, som blandt andre Osama bin Laden brugte til en flugt efter den amerikansk-ledet invasion i 2001. Tunnelnetværket er bygget af afghanske og arabiske partisaner under kampene mod den sovjetiske besættelseshær i 1980'erne.

- Dette er en fælles afghansk-amerikansk operation, hvor både land-og luftenheder deltager, sagde en talskvinde for den amerikanske hær, kaptajn Vanessa Bowman. Hun tilføjede, at operationen ved Tora Bora blev indledt onsdag.

Pakistan har indsat et "begrænset antal" regulære soldater i Kurram-regionen på den pakistanske side af Tora Bora.

Afghanske medier citerede myndighederne for, at over 50 militante er blevet dræbt under kampene.

/ritzau/