Østrigs Schüssel forlader partitop og ny regering

Schüssel forlader formandsposten i det konservative parti og bliver ikke minister i ny stor koalition.

Østrigs forbundskansler, Wolfgang Schüssel, har efter sit valgnederlag i oktober 2006 besluttet at træde tilbage som formand for det konservative Østrigske Folkeparti, ÖVP, og bliver ikke minister i den nye koalition med socialdemokraterne, meddelte Schüssel selv ved et partimøde tirsdag.

Socialdemokraten Alfred Gusenbauer bliver kansler for den nye samlingsregering. Mange iagttagere havde ventet, at Schüssel ville blive udenrigsminister i regeringen, hvor de konservative har fået langt de fleste nøgleposter.

Den afgående kanslers ÖVP led i oktober overraskende et snævert valgnederlag efter knap syv års omstridt regeringssamarbejde med Jörg Haiders højrepopulister. Da ingen af de store partier kunne samle et flertal med de mindre partier, var eneste udvej en stor koalition, som der er en mangeårig tradition for i EU's alperepublik.

/ritzau/