Østrigs konservative danner regering med Frihedspartiet

Med fredagens regeringsaftale er Frihedspartiet tilbage i regering i Østrig efter mere end ti år i opposition.

Formand for Frihedspartiet, Heinz-Christian Strache, og formand for Østrigs konservative parti, Sebastian Kurz. Fold sammen
Læs mere
Foto: LEONHARD FOEGER

Wien. Østrigs konservative parti, ÖVP, har indgået en aftale om at danne regering med det højrenationale Frihedsparti, FPÖ.

Det siger kilder tæt på forhandlingerne til det østrigske nyhedsbureau APA. Samme melding kommer fra lignende kilder til nyhedsbureauerne Reuters og dpa.

ÖVP fik, under ledelse af Sebastian Kurz, 31,5 procent af stemmerne ved parlamentsvalget 15. oktober.

Med regeringsdannelsen bliver den 31-årige Kurz Europas yngste regeringsleder.

Frihedspartiets leder, Heinz-Christian Strache, har udsigt til at blive vicekansler.

Det har taget de to regeringsledere syv uger at forhandle en koalitionsaftale på plads.

De er gået til valg på løfter om at sænke indkomstskatten, rydde op i bureaukratiet, styrke det direkte demokrati og begrænse indvandringen yderligere.

Med fredagens aftale er Frihedspartiet tilbage i regering efter mere end ti år i opposition.

FPÖ, som er afdøde Jörg Haiders gamle parti, fik 26 procent af stemmerne.

Med FPÖ i regering bliver Østrig det eneste land i Europa, hvor et parti fra den yderste højrefløj sidder i regeringskontorerne, skriver Reuters.

/ritzau/