Østrigs højrefløj har tabt præsidentvalget

Norbert Hofer fra Frihedspartiet i Østrig erkender, at sejren ved præsidentvalget går til Van der Bellen.

Alexander Van der Bellen ligner vinderen af præsidentvalget i Østrig. Scanpix/Joe Klamar Fold sammen
Læs mere

Wien. Alexander Van der Bellen ser ud til at blive Østrigs næste præsident.

To prognoser efter præsidentvalget søndag giver ham sejren over Norbert Hofer fra det højreorienterede Frihedspartiet.

Hofer erkender nederlaget, selv om det endelige resultat ifølge det franske nyhedsbureau AFP først offentliggøres mandag.

- Jeg lykønsker Aleksander Van der Bellen med hans succes og opfordrer østrigerne til at holde sammen og arbejde sammen, siger han ifølge AFP på Facebook.

Van der Bellen kommer fra partiet De Grønne, men stiller op som uafhængig.

Kort før Hofers melding på Facebook, erkendte hans chefstrateg også, at Van der Bellen har vundet.

- Jeg vil gerne benytte lejligheden til at lykønske hr. Van der Bellen, sagde chefstrateg Herbert Kickl til østrigske medier.

- Bundlinjen er, at det her ikke rigtigt virkede, sagde han videre.

Van der Bellen får ifølge instituttet Sora 53,6 procent af stemmerne, mens Norbert Hofer ligger til 46,4 procent.

Også instituttet Arge giver sejren til Van der Bellen, skriver nyhedsbureauet Reuters.

Sora-målingen er offentliggjort af tv-stationen ORF, der ifølge det tyske nyhedsbureau dpa oplyser, at tallene er baseret på optælling af 58 procent af stemmerne.

Målingsinstituttet siger, at der er en fejlmargen på 1,2 procent.

Hvis tallene holder, bliver det anden gang, at Van der Bellen får flest stemmer ved præsidentvalget, men det første valg i maj blev annulleret.

Hofers Frihedspartiet klagede over procedurefejl og fik medhold, hvorefter søndag 4. december blev fastsat som ny valgdag.

Præsidentvalget har påkaldt sig international opmærksomhed på grund af udsigten til, at Hofer kunne vinde valget og give vind i sejlene til partier på det ydre højrefløj.

Præsidentembedet i Østrig er ellers overvejende ceremonielt.

/ritzau/