Østrigerne frygter Muhammed-krise

En østrigsk lokalpolitiker har kaldt profeten Muhammed for en børneskænder. Det har udløst trusler på livet, og hun er under politibeskyttelse forud for et kommunevalg.

Susanne Winter hilser på deltagerne på FPÖ-kongressen sidste weekend. Fold sammen
Læs mere
Foto: Martin Wiesner
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Susanne Winter har været en hidtil ukendt lokalpolitiker i Graz, Østrigs næststørste by, der er på størrelse med Århus. I denne uge er hun blevet verdensberømt, i hvert fald i sit hjemland.
Winter har som kandidat for det populistiske FPÖ ved kommunevalget søndag advaret mod en »islamisk indvandrings-tsunami«.
Hun har også sagt, at halvdelen af Østrigs befolkning er muslimsk om 20-30 år, og at islam er et »totalitært herskersystem«, som skal kastes »tilbage, hvor det er kommet fra, nemlig på den anden side af Middelhavet«. Mest skæbnesvangert er det formentlig, at hun har kaldt Muhammed »en børneskænder« under henvisning til profetens angivelige ægteskab med en seksårig.
Under politibeskyttelse
Udtalelserne har ikke alene oprørt mange østrigere, men også udløst dødstrusler fra islamister. Winter, der almindeligvis hjælper til i sin mands tandlægeklinik, har derfor fået politibeskyttelse.
Truslerne er afleveret dels i en nu fjernet video på internetportalen YouTube, dels i e-mails til østrigske medier. Videoen viser klip fra Winters valgtale sidste weekend, hvor hun fremsatte sine udtalelser. »Det var en fejl,« hedder det i videoen. »Disse mennesker er Allah og hans krigere,« hedder det endvidere.­ Derefter følger maskingeværsalver, arabisk musik og krigsbilleder fra Mellemøsten samt bedende og bevæbnede muslimer, skriver avisen Die Presse. Der vises også klip fra World Trade Center i New York under angrebet den 11. september 2001. »Se her, Susanne, på grund af dine udsagn kan der ske noget lignende i dit land. Du er ansvarlig for det,« lyder advarslen.
Kritik fra præsidenten
Den såkaldte Globale Islamiske Mediefront (GIMF) har også reageret. Gruppen, der af eksperter betegnes som et samlingspunkt for radikale unge muslimer, har sendt e-mailtrusler til en avis og en TV-station. GIMF har også angrebet integrationsmedarbejderen fra det liberale, muslimske trossamfund i Østrig, der betegnes som »agent for de vantro«. De, der fornærmer profeten, skal dræbes, hedder det.
Inden de islamistiske trusler kom frem, blev Winter skarpt angrebet fra næsten alle andre politiske partier. Selv forbundspræsident Heinz Fischer har taget afstand fra hendes udtalelser. »Dette var ikke Østrigs stemme. Det var en stemme, som vi distancerer os fra,« sagde han ved en nytårsreception for udenlandske diplomater i Wien.
Oprørte østrigere
Et markant flertal i befolkningen er enig med Fischer. 69 procent af de adspurgte østrigere anser i en meningsmåling udtalelserne for at være en utilladelig provokation. Kun 18 pct. betragter dem som en kritik, det er i orden at fremsætte. Ligeledes 69 pct. synes ikke, at politiske partier skal kritisere godkendte religioner, kun 23 pct. mener, at det er tilladeligt. Derimod frygter 61 pct. af de adspurgte trusler fra islamister som under den danske Muhammed-krise, 35 pct. mener, den slags uro er overdrevet.
Winter selv siger nu, at hun ikke havde onde hensigter. I Graz har FPÖ været på femtepladsen i opinions­undersøgelserne. På søndag vil det vise sig, om Muhammed-kritik kan flytte stemmer.­