Østeuropa vil stramme Balkan-ruten

15 europæiske lande vil forstærke lukningen af Balkan-ruten fra Grækenland, der skal holde flygtninge ude af resten af EU. Ungarn overvejer at bygge endnu et sikkerhedshegn ved grænsen.

Flygtninge ved Balkan-ruten. Fold sammen
Læs mere
Foto: KOSTAS TSIRONIS

Menneskesmuglere har stadig held med at få flygtninge ind via den såkaldte Balkan-rute. Men nu er 15 især østeuropæiske lande gået sammen for at barrikadere grænserne yderligere. Det aftalte de ved en konference i Wien i går. De nye tiltag vil blive udfærdiget i april.

»Med denne konference sender vi et signal til menneskesmuglerne om at vi ikke tolererer nogen illegal migration til Europa,« sagde Østrig indenrigsminister Wolfgang Sobotka efter konferencen i Wien i går ifølge Associated Press.

Planen fokuserer på at identificere ruternes mest benyttede ruter, lukning af alternative ruter og en vurdering af, hvor meget mandskab er nødvendigt for ekstra grænsekontrol.

Samtidig har Ungarn netop besluttet at fremsætte en række initiativer, der skal hindre asylansøgeres fri bevægelighed i Ungarn.

»Tilstedeværelsen af immigranter i Ungarn udgør en sikkerhedsrisiko, og derfor har regeringen besluttet, at deres fri bevægelighed skal begrænses,« sagde premiereministerens stabschef János Lázár, der også er politisk medlem af regeringen, ved en tale i går, skriver den ungarske regering på sin officielle hjemmeside.

Fremover skal flygtninge vente på behandling af deres sag ved grænsen, de omkring 600 flygtninge der er indkvarteret i åbne lejre vil blive flyttet tilbage til grænsen, hvor de vil blive indkvarteret i containere.

Lázár understreger, at der ikke er planer om at lukke grænsen til Rumænien, men at de nødvendige forberedelser er gjort, ligesom der også er en plan for et ekstra sikkerhedshegn mod den Serbiske grænse, hvis det skulle blive nødvendigt.

Ministeren sagde, at med tanke på de millioner mennesker i Afrika og Mellemøsten, der venter på at komme ind i Europa, er det nødvendigt at Ungarn selv sikrer sin grænse og ikke forlader sig på situationen i Tyrkiet.

Ministre fra Ungarn, Polen, Kroatien, Rumænien, Slovakiet, Slovenien, Albanien, Makedonien, Bulgarien, Serbien, Bosnien-Herzegovina, Kosovo, Tjekkiet og Grækenland deltog I konferencen I Wien.