Økonomisk optur gavner Obama

Republikanerne åbner i dag jagten på Det Hvide Hus. Men økonomien i USA er i et opsving, og det er Obamas opinionstal også.

USAs præsident Barack Obama. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

SANTA FE/KØBENHAVN: Verdens største politiske show begynder i dag. De republikanske vælgere i den lille amerikanske stat Iowa peger som de første på hvem, der skal være partiets præsidentkandidat, og tre mænd er i et dødt løb: Pengemanden Mitt Romney; superliberalisten Ron Paul og den højrereligiøse Rick Santorum.

En fjerde mand blander sig imidlertid i dag i valgkampen. Han har hele året haft flere folk i Iowa og bygget en bedre organisation og bøsset flere penge ind end nogen af republikanerne, og tirsdag aften dansk tid vil han via video tale til sine tilhængere i staten.

Hans navn er Barack Obama, og han er ikke tirsdag på valg, men han vil vise flaget, for som hans kampagnechef siger til Washington Post:

»Vores mål var at være klar, når det går løs i Iowa, og vi er klar. De kan bare komme an.«

Den nyvundne optimisme i Camp Obama bunder bl.a. i de bedre opinionsmålinger, og de bedre opinionsmålinger bunder ikke mindst i den bedre økonomi.

Økonomer og politikere har flere gange tidligere forudsagt en økonomisk bedring, men »nu er fremgangen på vej,« vurderer Ulrik Bie, chefanalytiker hos Nykredit og ekspert i amerikansk økonomi.

Han opjusterer den amerikanske vækst i 2012 til 2,3 pct. - fra 1,8 pct. i 2011 - og det kan meget vel være for konservativt et skøn, siger han.

Ledigheden er faldet til 8,6 pct., to millioner nye job er blevet skabt siden sommer, og selv boligmarkedet og husbyggeriet viser tegn på liv. Forbrugertillidsindekset, der måler amerikanernes tiltro til økonomien, steg i december til 64,5. I august var tallet 44,5.

I august faldt Obamas opinionstal også til de ringeste i hans præsidenttid, men de er i takt med økonomien – og det republikanske præsidentkapløb – steget. Mitt Romneys tal er i samme periode gået den modsatte vej, og hvis valget var i morgen, ville Obama slå ham.

Et fortsat økonomisk opsving er formentlig også et fortsat opsving i Obamas opinionstal, og en fremtrædende republikansk strateg erkender over for nyhedsbureauet AP, at bedringen er godt nyt for amerikanerne, men ikke for Republikanerne. Wes Anderson siger, at det afhænger af udviklingen i første kvartal af 2012, og der er tre scenarier:

»Hvis økonomien går tilbage, så er Obama færdig. Hvis den nuværende bedring fortsætter, har han mulighed for at vinde. Hvis der kommer et dramatisk opsving, så bliver han formentlig genvalgt.«

Det er baggrunden for Iowa og for verdens største show, det amerikanske præsidentvalg.