»Økonomisk atomkrig« sætter spot på krisens baggrund - gælden

Gælden er for alvor kommet i centrum i amerikansk økonomi. Finansverdenen ønsker, at der langsigtet bliver taget hånd om problemerne.

Med millionærer og deres assistenter bag sig præsenterede USAs præsident, Barack Obama, i april "Buffett-reglen" efter mangemilliardær Warren Buffett. Tiltaget skal sikre, at de rigeste amerikanere betaler mindst 30 procent i skat. Buffett var den, der første gang brugte udtrykket "økonomisk atomkrig" om det, der foregår lige nu. Fold sammen
Læs mere
Foto: CHIP SOMODEVILLA
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Det var den amerikanske mangemilliardær Warren Buffett, der første gang brugte udtrykket om det, der foregår lige nu – »økonomisk atomkrig«. For sådan opfattes det i finanskredse, som ikke er imponerede over kortsigtede løsninger, og frygter, at det her kunne blive værre end Lehman Brothers konkurs i 2007. Finansverdenen ser hellere et velfungerende amerikansk budget, der langsigtet tager hånd om de problemer, der virkelig er i økonomien. For USAs troværdighed er hastigt på retur, og krisens baggrund – gælden – er for alvor kommet i centrum.

Nu ser det ud til, at der findes en løsning, hvor »regeringen« bliver genåbnet indtil den 15. januar, og gældsloftet hæves til 7. februar. Men det er ikke det, økonomerne hæfter sig mest ved. De glæder sig over, at hele denne debat har sat fokus på de virkelige problemer, som USA har, og at der i Kongressens to kamre er enighed om, at der skal forhandles et mere langsigtet og balanceret budget igennem inden den 13. december.

Og som Buffett, som i øvrigt er på god fod med præsident Barack Obama, sagde, at så skal det her »cirkus meget nødigt gentage sig«. Det er pudsigt nok det samme, Obama sagde under det sidste alvorlige budgetslagsmål, præsidenten havde med Republikanerne tilbage i 2011, hvor man også var tæt på gældsloftet, men dog nåede en løsning i sidste øjeblik. Dengang måtte præsidenten give sig og acceptere en 2.000 mia. dollar besparelse samtidig med, at man vedtog den såkaldte »sequester« – de automatiske nedskæringer, der trådte i kraft for syv måneder siden, fordi man ikke kunne blive enige om en egentlig budgetaftale.

»Aldrig mere«, sagde præsidenten. Og det har siden været Det Hvide Hus’ mantra. Ingen forhandlinger og ingen indrømmelser i forbindelse med noget så essentielt for USA som gældsloftet på næsten 17.000 mia. dollar.

Forhandlinger om budgettet der kan der forhandles. Men det er lige præcis her, at Kongressen har fejlet. For Kongressen, hvis opgave det er én gang om året at vedtage et budget, har ikke været i stand til det siden 2009. Og denne gang faldt det sammen med en hævelse af gældsloftet, som altså ifølge præsidenten blev taget som gidsel, fordi Republikanerne ikke ville godkende hverken budget eller gældsloft uden at få indrømmelser på den nye sundhedsreform – Obamacare.

»Det er derfor, at præsidenten har stået stejlt hele vejen igennem på, at Kongressen skal genåbne regeringen og hæve gældsloftet. Først derefter kan der forhandles om et budget og forhandles om de reformer, USA trænger til at gå gennemført,« siger en kilde i Kongressen til Berlingske.

Men kampen mellem præsidenten og Republikanerne i Kongressen har sendt dybe rystelser igennem systemet ikke blot på finansmarkederne, men også hos folk, som siger, at det demokratiske system har vist både styrker og svagheder. Især svaghederne har været tydelige her, fordi det har været muligt hele vejen igennem at forsinke processen, hvilket følger med den beskyttelse, forfatningens »fædre« har villet give politiske mindretalssynspunkter.

Ifølge flere forfatningseksperter vil krisen blive gransket nøje, for ingen havde et entydigt svar på, hvad USA skulle gøre, hvis det virkelig ikke kunne lykkes at nå til enighed. USA ville politisk stå meget svagt. Økonomisk ville det være en katastrofe.Kritikerne hæfter sig ved, at det ikke kun er Kongressens indbyrdes forhold, det er galt med, men hele den forståelse af, at der skal forhandlinger til for at løse problemerne. Det amerikanske system bygger på, at der skal forhandles med indrømmelser. Men alt er gået galt – ikke blot i forhold til Kongressens to kamre – men også i forhold til præsidenten.

Den republikanske senator Peter King fra New York udtrykker det på den her måde, da han for nylig kritiserede sin republikanske partikollega Ted Cruz i stærke vendinger for at tro på, at han kunne »omgå praksis i Kongressen« og få sin vilje med at få fjernet Obamacare ved at lukke regeringen ned og true med gældsloftet:

»Jeg tror på demokratiet, og jeg mener ikke på sådan en 4. juli-måde (USAs nationaldag. red.). Vi har tabt slaget om Obama-care i Kongressens to kamre, præsidenten har underskrevet loven, og vi har tabt slaget i højesteret. Og vi tabte præsidentvalget i 2012, som netop handlede om Obamacare. Så vi har rent ud sagt ikke respekteret det amerikanske demokrati. Det her slag var fra begyndelsen tabt på forhånd. Hvis vi skal ændre den her lovgivning, så skal vi som republikanere gå samme vej. Gennem Kongressen og gennem præsidenten. Vi må med andre ord vente til, at vi gennem et valg har den mulighed med et republikansk flertal og en republikansk præsident«, sagde Peter King.

Det, der nu sker, er selvfølgelig en selvransagelse ikke blot hos Republikanerne, men også hos Demokraterne. For der er også mange demokratiske kongresmedlemmer, der indrømmer, at samarbejdet med republikanerne skal genetableres. Ikke mindst fordi de skal igennem lange forhandlinger i de kommende måneder for at få et budget igennem og få forhandlet reformer igennem.

Den 13. december sættes foreløbig som skæringsdato for disse forhandlinger, og hvis det lykkes på baggrund af de seneste ugers dystre baggrund at nå til enighed, er skridtet taget til, at USA får mulighed for at få styr på udgifterne og dermed fortsætte den økonomiske genopretning efter finanskrisen.

Men USA er efter krisen rystet, fordi det her sætter fokus på, at intet fungerer i Washington lige nu. Intet kan passere i Kongressen undtagen meget små lovgivninger, alle kan blive enige om. Det er stort set spild af tid at begynde at forhandle store reformer igennem, fordi man i det nuværende klima ikke kan blive enige om dem.

Der er nyvalg til Kongressen i november 2014. Alle i Repræsentanternes Hus og en tredjedel af Senatet er på valg, og der kan fronterne sagtens blive skærpet endnu en gang. Og hvad der er endnu mere vigtigt: Denne krise kan sagtens kaste dybe skygger ind over valget.

Nogle af de, der ikke rammes af valgtruslen, er de republikanere fra Tea Party-bevægelsen, som sidder i sikre kredse, og hvor de ikke trues af kandidater, der kan styrte dem. For disse kredse er skræddersyet på en sådan måde, at det er svært for andre at udfordre dem for alvor. Og det giver mange steder en fastlåst situation, hvor kandidaterne er sikret valg.

Spørgsmålet er, om Republikanerne internt tager et opgør med Tea Party-bevægelsen. Men det er en helt anden sag.