»Økonomien er på randen af afgrunden«

Redningsplanen til godt 3.500 mia. kroner er vedtaget, præsident Bush har underskrevet den, men skyerne over det amerikanske finansmarked er ikke lettet af den grund. Tværtimod taler økonomer nu om 'afgrund' og "den værste recession siden 1930erne."

Den amerikanske økonomi får det ikke bedre foreløbig, spår finansanalytikere. Fold sammen
Læs mere
Foto: Mario Tama/AFP

SANTA FE - Præsident Bush skulle ikke risikere at vente så meget som et minut længere.
Dårligt nok havde et flertal i Repræsentanternes Hus vedtaget den store økonomiske redningsplan, før end han fredag aften dansk tid fandt fyldepennen frem og underskrev loven, og dermed udløste en hjælp på 700 mia. dollar til finansmarkedet - plus 150 mia. dollar i forskellige skattelettelser.

- Det viser verden, at vi har viljen til at stabilisere vores finansmarked, sagde præsidenten.

Hvis han dermed tror, at problemet er løst, og at erhvervssiderne fra på mandag i mere end én forstand bliver lyserøde, så har han røget noget finurligt.

For retorikken fra de amerikanske finansanalytikere er sjældent dyster

Recessionen bliver længerevarende
Redningsplan eller ej - "vi er nu i en økonomisk recession," siger Nigel Gault, cheføkonom fra det økonomiske analyseinstitut Global Insight, til Marketwatch.

Og det er en recession med tænder, forudser han. Den vil komme til at strække sig fra december 2007 til april 2009, og det bliver dermed den længestvarende recession siden den store nedtur i 1930erne, og opsvinget vil - når det kommer - ikke føles som et opsving. Det vil gå meget langsomt, især i begyndelsen, vurderer han.

Global Insight vil komme med sin officielle prognose mandag.

Recessionen er stadig ikke officiel, for bruttonationalproduktet har været svagt stigende, men det vil blive korrigeret, og "alle, der er i tvivl om, hvorvidt vi er i en recession, skal holde op med at tvivle," siger Nigel Gault.

Et andet analyseinstitut, Macroeconomic Advisers, er ikke mere lystseende.

- Økonomien synes at være på randen af en afgrund, siger chefen for institutttet, Joel Prakken.

Arbejdsløsheden stiger
Alle nøgletallene går i den forkerte retning, påpeger han.

Antallet af arbejdstagere falder med en årlig rate på 0,7 procent, indtægterne er siden begyndelsen af 2008 faldet med én procent, produktionen er faldet med 2,8 procent, og detailsalget er faldet med 1,3 procent.

Fredag kom de seneste amerikanske arbejdsmarkedstal, og de viste, at yderligere 790.000 amerikanere havde mistet deres job i september. Ledigheden er nu 6,1 procent, den højeste i 15 år, og økonomer venter, at den stiger til mindst syv procent.

- Vi er simpelt hen i den økonomiske pendant til terrortiden under den franske revolution, bloggede obligationsanalytikeren John Jansen fredag.

Redningsplanen er kun første skridt, et simpelt plaster, og det amerikanske marked reagerede da heller ikke med jubel og fyrværkeri. Dow Jones aktieindekset faldt med 157 point fredag, og ugen sluttede således med et samlet minus på 818 point.

Dermed er Dow Jones indekset lavere nu, end det var ved præsident Bushs tiltrædelse for snart otte år siden. Eller mere andre ord: En dollar investeret dengang i indekset er nu mindre end en dollar værd.