Øjenvidner beretter fra masseskyderiet i Prag: »Under eksamen hørte jeg skud og skrig«
14 mistede livet, da en gerningsmand åbnede ild på et universitet i Prag torsdag eftermiddag. Øjenvidner beretter nu fra massakren.
14 mistede livet, da en gerningsmand åbnede ild på et universitet i Prag torsdag eftermiddag. Øjenvidner beretter nu fra massakren.
Torsdag eftermiddag dræbte en 24-årig mand 14 mennesker, da han skød om sig på Karlsuniversitetet i Prag.
Og sådan udviklede en regulær torsdag sig til en tragedie.
Mens lillejuleaftensdag netop er blevet erklæret officiel sørgedag i Tjekkiet, og politiet stadig leder efter et motiv, kommer der nu flere historier frem fra dem, der var til stede på gerningsstedet.
Et af øjenvidnerne er 25-årige Jakob Weizman, der er journalist og kandidatstuderende på universitetet.
Skyderiet begyndte kort efter, at han ankom for at tage en albansk sprogeksamen.
Der var bare ham og professoren i lokale 309A, berettede han til The Guardian.
»Under eksamen hørte jeg skud, og jeg hørte skrig.«
»Da jeg havde barrikaderet og låst døren, gemte jeg mig under skrivebordet og forberedte mig på, hvad der kunne ske. Skytten gik inde fra fakultetet og ud på balkonen, hvor han begyndte at skyde efter folk.«
»Nogle forsøgte at flygte via afsatsen,« sagde han.
Flere billeder viser, at studerende netop forsøgte at gemme sig på afsatsen, hvor de krøb sammen på toppen af bygningen.

Kort efter at Jakob Weizman havde sat barrikaden op, hørte han nogen forsøge at åbne døren til det lokale, han var i.
»Gerningsmanden gik gennem hvert klasseværelse for at se, om der var folk til stede, han kunne skyde,« sagde han til The Guardian.
»Vi låste vores dør kun fem minutter før, han forsøgte at åbne vores dør.«
»Jeg ringede både til min kæreste og til min mor. Hvis det hele skulle slutte nu, ville jeg bare gerne nå at sige noget til dem. Man er aldrig forberedt på sådan en situation,« sagde Jakob Weizman.
Også danske Johannes Andersen var til stede på universitetet.
Han underviser som sendelektor i dansk på Karlsuniversitetet og havde netop sagt god jul til sine studerende kort før skyderiet. Da han sad og ventede på, at et kor på universitetet skulle synge på bygningens tredje etage i anledning af juleferien, hørte han skud.
Det fortæller han til DR.
»Da koret ikke var kommet ned fra, hvor de havde øvet på fjerde etage, spurgte vi hinanden, hvad der skete. Og pludselig kom politiet op med maskingeværer og gelejdede os ud af bygningen så hurtigt som muligt,« fortæller han DR.
Herefter gik det meget stærkt.

43-årige Ivo Havranek var også til stede i bygningen, da masseskyderiet fandt sted.
Han fortæller til nyhedsbureauet Reuters, at han i første omgange hørte »et par brag«, men at han affejede det som larmende turister eller et filmset i nærheden.

»Pludselig var der studerende og elever, der løb ud af bygningen. Jeg møvede mig gennem menneskemængden uden helt at forstå, hvad det egentlig var, der foregik. Jeg var ikke klar til at indse, at sådan noget kunne finde sted i Prag, « sagde Ivo Havranek til Reuters.
Først da han så politibetjente med automatrifler, forstod han, at det var alvorligt.
»De råbte til mig, at jeg skulle løbe.«

Den formodede gerningsmand var selv studerende på universitetets humanistiske fakultet, hvor han studerede verdenshistorie.
Han afsluttede skudepisoden med at tage sit eget liv, og hans »livløse krop« blev senere fundet på universitetet, oplyste politiet.
Hans første offer var hans far, som han ifølge tjekkisk politi dræbte i familiens hjem i en by uden for Prag.
Han mistænkes desuden for at have dræbt en anden mand og hans to måneder gamle barn i sidste uge.
Tjekkiets præsident, Petr Pavel, har på X erklæret sig »chokeret« over hændelsen, og verden over har statsledere – også Danmarks statsminister, Mette Frederiksen (S) – udtrykt sympati for de pårørende til ofrene for skyderiet.
