Øjenvidne i New York: »Det var grusomt. Det var uhyggeligt. Det var surrealistisk«

Et øjenvidne var ude at løbe, da han bemærkede kaosset, efter at Sayfullo Saipov havde kørt en pickup gennem menneskemængden på en cykelsti.

Foto: JASON SZENES. Otte er dræbt, efter at en gerningsmand har kørt ad en cykelsti i New York og ramt løbere og cyklister.
Læs mere
Fold sammen

Et øjenvidne til terroren i New York fortæller til New York Times, at han så en forslået krop og en cykel, der lå i buskene langs cykelstien. Og da han kom længere frem,  så han tre kroppe liggende tæt sammen. Også disse var ramt.

»Jeg nærmede mig for at se, om jeg kunne hjælpe - om de havde brug for hjælp. De så ud til at være døde,« siger øjenvidnet til New York Times:

»De var blodige og bevidstløse. Det var grusomt. Det var uhyggeligt. Det var surrealistisk,« siger han.

Den 36-årige mand, som New York Times har talt med, fortæller, at han er i chok.

Et andet øjenvidne fortæller til avisen, at han og nogle venner hørte det, der lød som »et stort biluheld,« og at han efterfølgende hørte skyderier.

»Vi så flokke af børn løbe væk,« siger øjenvidnet.

New York Times beretter videre om, hvordan mange børn var skræmte. Moren til en 13-årig pige, der går i skole i nærheden af det sted, hvor pickupen ramte en skolebus, fortæller, at datteren er »for traumatiseret« til at tale.

En 14-årig pige fortæller, hvordan hun så skolebørn blive reddet ud af bussen:

»De savede sig igennem vinduerne til skolebussen. De ødelagde alle vinduerne og prøvede at hive børnene ud,« siger hun.

Terrorhandlingen fandt sted på Manhatten, hvor den 29-årige usbeker Sayfullo Saipov kørte en hvid puckup ad en cykelsti langs Hudson-floden i New York. På sin vej ramte han cyklister og joggere, inden han efter at have kørt halvanden kilometer kolliderede med en gul skolebus. Indtil nu har handlingen kostet otte menneskeliv.