Øen var centrum for den værste atomulykke i USAs historie. Nu skal reaktor genstartes
En atomreaktor på øen Three Mile Island i USA skal levere strøm til Microsoft.

En atomreaktor på øen Three Mile Island i USA skal levere strøm til Microsoft.

Øen Three Mile Island var arnested for den værste atomulykke i USAs historie.
I 1979 nedsmeltede den ene af to atomreaktorer delvis, sidenhen blev den anden reaktor også lukket ned.
Men nu skal den altså genåbnes og levere strøm til Microsoft.
Det skriver flere medier, herunder ABC News.
Det er energiselskabet Constellation Energy, som står for at genåbne reaktoren. Og selskabet beskriver i en pressemeddelelse sin aftale med Microsoft som virksomhedens »største energikøbsaftale nogensinde«.
Aftalen mellem Constellation Energy og Microsoft indbefatter, at Microsoft køber energi fra atomkraftværket til selskabets datacentre i staten Washington.
På grund af den stigende efterspørgsel på kunstig intelligens er virksomheden nemlig i gang med at udvide sine datacentre. Og det kræver større strømkapacitet.
Men aftalen spiller også ind i Microsofts ambition om at være CO2-negativ i 2030.
»Denne aftale er en vigtig milepæl i Microsofts bestræbelser på at hjælpe med at dekarbonisere nettet til støtte for vores forpligtelse til at blive CO2-negative,« lyder det fra Bobby Hollis, der er vicepræsident for energi i Microsoft.
Og ifølge Jacopo Buongiorno, der er professor i atomvidenskab ved Massachusetts Institute of Technology (MIT), giver aftalen god mening.
»Da det kan være så tidskrævende og dyrt at bygge et nyt atomkraftværk, er det meget attraktivt at forlænge licensen for de nuværende værker eller at renovere og genstarte dem, der for nylig er blevet lukket ned,« siger han til ABC News.

I foråret 1979 hændte det, der beskrives som den værste atomulykke i USAs historie, på Three Mile Island.
Den ene atomreaktor – reaktor 2 – nedsmeltede delvist efter en instrumentel fejl, der i sidste ende forårsagede, at reaktoren ikke kølede ordentligt.
Det radioaktive udslip til omgivelserne var dog minimalt, og der er ikke påvist entydige skader på mennesker eller miljø, omend nogle studier efterfølgende har fundet en signifikant stigning i antallet af kræfttilfælde.
Trods det minimale udslip tog oprydningen næsten 12 år og kostede omtrent en milliard dollar.
Reaktor 1 fortsatte dog med at være i drift frem til 2019, hvor den blev sat ud af drift på grund af økonomiske forhold.
Nu skal denne reaktor så genstartes.