Opdateret

OECD skruer op for forventningerne til verdensøkonomien i år

Trods større vækstforventninger ser OECD stadig en lang række risici for den globale økonomi.

Effekten af Trump-told mærkes endnu ikke fuldt ud i verdensøkonomien, lyder det fra OECD, der alligevel hæver prognosen. (Arkivfoto).
Effekten af Trump-told mærkes endnu ikke fuldt ud i verdensøkonomien, lyder det fra OECD, der alligevel hæver prognosen. (Arkivfoto). Foto: Jim Watson/Ritzau Scanpix

OECD øger sin vækstprognose for 2025, da verdensøkonomien har været mere modstandsdygtig end ventet i første halvår.

Nu ventes en vækst for året på 3,2 procent mod tidligere 2,9 procent.

Det skriver OECD i en opdateret prognose.

Organisationen sænkede ellers tidligere på året forventningerne til væksten, efter at Trump havde indledt sin toldkrig med en lang række lande.

Snart sagt alle USA's handelspartnere har mærket toldforhøjelser, bemærker OECD.

Effekten af de forhøjede toldsatser mærkes endnu ikke fuldt ud, lyder det, og der er stadig stor usikkerhed og markante "risici" for den globale økonomi trods de bedre fremtidsudsigter.

- Når vi ser fremad, truer betydelige risici: Yderligere toldforhøjelser, øgede bekymringer om finansielle risici og fornyet inflationspres kan lægge en dæmper på væksten, skriver OECD.

I Dansk Industri er det heller ikke fordi, man ligefrem jubler over den opdaterede prognose.

- OECD skruer lidt op for væksten i 2025, men de danske eksportudsigter er ikke blevet forbedret. Vi er kommet bedre igennem første halvdel af 2025 end frygtet, og det giver et bedre afsæt for væksten i år, siger cheføkonom Allan Sørensen.

OECD er en forkortelse for Organisationen for Økonomisk Samarbejde og Udvikling.

Organisationen blev oprettet i 1961 som et samarbejdsorgan for demokratiske lande med markedsøkonomi og har 38 medlemslande.

/ritzau/