Ode til børne­familien – fra en barnløs

Superhelte har fede tider. Man kan ikke nærme sig et TV eller en biograf, uden at der er en ny, stort anlagt fortælling om kappeklædte hævnere, der bruger deres overnaturlige kræfter i den gode sags tjeneste.

Arkivfoto. »i takt med at jeg har nået en alder, hvor mine venner og jævnaldrende kolleger stort set alle – i modsætning til mig selv – har børn, er jeg i stigende grad i fuldt alvor begyndt at opfatte småbørnsforældrene som hverdagens helte«
Læs mere
Fold sammen

Min egen favorit er Batman, netop fordi han faktisk slet ikke er en superhelt. Han har bare virkelig mange penge og et evigt engagement. Han giver aldrig op uanset, hvor skidt det hele ser ud.

Men i takt med at jeg har nået en alder, hvor mine venner og jævnaldrende kolleger stort set alle – i modsætning til mig selv – har børn, er jeg i stigende grad i fuldt alvor begyndt at opfatte småbørnsforældrene som hverdagens helte. De har måske ikke overnaturlige kræfter – selv om det ofte virker sådan på mig – men besidder et engagement og drive, der kunne imponere selv Batman.

Både fruen og jeg er så heldige, at vi er meget glade for vores arbejde. Fruen arbejder mere eller mindre uafbrudt, mens jeg selv kan have svært ved at slippe en artikel eller lade de mange arbejdsmail ligge i lommen med telefonen om aftenen i stedet for at lade dem vente til næste morgen. Nuvel, skæve arbejdstider hører til faget, og bortset fra luftningen af de to portugisiske gadehunde, har vi ingen familiære forpligtelser i hverdagen.

Men når jeg smider mig træt ned i sofaen om aftenen, er det, at jeg tænker på alle de brave mennesker, der er stået op flere timer før mig for at bespise, beklæde og befordre poderne til vuggestuen, børnehaven eller skolen, hvorefter de samler dem op samme sted om eftermiddagen, hver eneste mandag til fredag, uanset hvordan fars og mors arbejdssituation ser ud den pågældende dag – og uanset hvor meget søvn de fik lov at få natten før.

Min kollega har på denne plads i avisen beskrevet, hvordan forældre benhårdt skemalægger børnenes legeaftaler, for det er nødvendigt, hvis hverdagen skal gå op. Det tror jeg på, for jeg synes ofte, at det kan være umuligt at finde tid i kalenderen til de aftaler, jeg som barnløs burde have let ved spontant at indgå.

Som knægt spurgte jeg mine forældre, »I har så mange gode venner. Hvorfor ser I dem så sjældent?« Mine forældre, der i sin tid fik tre sønner inden for 22 måneder, var høflige nok til ikke at give mig det svar, jeg nu kender.

Der tales ofte hånligt om mødremafia, spelt­familier og overdreven eksponering af podernes mindste gerninger på de sociale medier.

Men lad da forældrene nyde og dele hvert et stolt øjeblik, de kan. Hvis de ikke ligefrem har superkræfter, er de måske faldet i gryden med en særlig forældre-trylledrik, der lader dem strække døgnets få timer ud, så de finder tid til at passe job og familie – hver eneste dag.

Så modig og dedikeret er jeg slet ikke. Jeg vil hellere være manden på gaden, der fuld af beundring udpeger hverdagens helte for mine to gadehunde, hilser pænt på voksne og deres søde børn – og kujonagtigt undlader at fortælle, at hundene lader mig sove lige så længe jeg vil – hver weekend.